Spring til indhold
Nyhed

Klinik for seksuel sundhed slår dørene op

14-04-2021
Klinik for seksuel sundhed

"Vi kan tale om alt". Sådan lyder invitationen til alle Odenses unge, når de fra denne uge kan få gratis anonym rådgivning om alt fra kønsidentitet, prævention, seksualitet og seksuelt overførte sygdomme. De lempede corona-restriktioner tillader nu endelig, at Klinik for seksuel sundhed slår dørene op i lokalerne i Jernbanegade.

Banner med Klinik for seksuel sundheds spørgsmål til unge

Hvor går min grænse? Har jeg klamydia? Kan man få gratis prævention? Er jeg usikker på mit køn og min seksualitet? Det er den slags spørgsmål, som kan fylde enormt i et ungt menneskes krop og sind. Og nu får unge under 30 år, bosat i Odense Kommune, en ny mulighed for at få talt om usikkerheden, når Klinik for seksuel sundhed åbner.

Klinikken er etableret i samarbejde mellem Odense Kommune, Region Syddanmark og AIDS-Fondet.

Tvivl om krop og køn

Klinikken er et sted, hvor unge kan komme anonymt og få rådgivning om sex, krop og køn. Prævention er gratis, og det koster heller ikke noget at blive testet for seksuelt overførte sygdomme.

Børn- og ungerådmand i Odense, Susanne Crawley Larsen, har i flere år arbejdet på at få Klinik for seksuel sundhed op at stå. Hun glæder sig derfor over, at den nu er en realitet og både indeholder individuel rådgivning og et foreløbigt svar på moderne seksualundervisning i folkeskolen.

- Jeg oplever, at mange unge i dag er åbne og rummelige om kønsidentitet og seksualitet, men samtidig også er blufærdige. Det er store ting at bokse med alene i et ungt sind og i en ung krop. Derfor glæder det mig umådeligt, at vi kan byde indenfor og sige: "her kan vi tale om alt". Det hører til en storby som Odense at have et sted med rum til en respektfuld og fortrolig samtale om egen seksualitet. Ingen spørgsmål er for store eller små, og der er plads til undren og tvivl, siger børn- og ungerådmand i Odense Kommune, Susanne Crawley Larsen.
 

Mere viden og flere test

Klinik for seksuel sundhed drives i et partnerskab mellem Odense Kommune, Region Syddanmark og AIDS-Fondet/Checkpoint. Checkpoint står bag tilbuddet Ung til Yngre, som er normkritisk seksualundervisning til alle 9. klasser i Odenses fri-, privat og folkeskoler. Undervisningen foregår i klinikken i Jernbanegade.

Lotte Kehlet, national chef i AIDS-Fondet, er glad for, at Checkpoint og Odense Kommune i fællesskab kan klæde Odenses 9. klasser godt på med viden om køn, krop og seksualitet, og at de unge også lærer om grænser, samtykke og normkritik. At de samtidig bliver introduceret til stedet, lægger forhåbentlig kimen til en fortrolighed med lokalerne og en tryghed ved at bruge tilbuddet.

- Vi har set en stigning i tilfælde af sexsygdomme, særligt klamydia og gonorré, i de sidste 10 år - i en udstrækning, så man kan tale om noget nær en epidemi. I en rapport AIDS-Fondet udgav tidligere i år, har vi blandt andet undersøgt, hvad unge og LGBT-personer ved om sexsygdomme - og her stod det meget klart, at der mangler viden, og at skam fylder alt for meget. For begge grupper. AIDS-Fondets anbefaling var, at der skulle mere, bedre og bredere oplysning til - og her rammer viften af tilbud i Odense Kommune plet. Det er vi stolte over at være en del af - og jeg er sikker på, at den indsats vi gør nu, vil kunne aflæses i statistikkerne i årene fremover, siger Lotte Kehlet.

Logo for Klinik for seksuel sundhed

Let at booke tid

I Klinik for seksuel sundhed bliver den unge altid mødt af faguddannet personale, der har tavshedspligt og har mulighed for at sætte god tid af til samtalen. Det er let at få en tid til rådgivning - det kræver kun, at man booker en tid på hjemmesiden: www.seksuel-sundhed.dk.

Bo Libergren, der er formand for Udvalget for det nære sundhedsvæsen i Region Syddanmark, ser frem til, at klinikken åbner:

- Jeg håber, at vi med klinikken kan være med til at forebygge kønssygdomme, uønsket graviditet og i det hele taget mistrivsel hos de unge, som jo desværre er taget til de seneste år. Nogle unge har måske bare brug for, at rådgiveren i klinikken lytter til dem, mens andre har brug for at få svar på både medicinske, psykiske og sociale spørgsmål. Det vigtigste er, at de har et sted at gå hen, når de har brug for hjælp, og det har de nu takket være et godt samarbejde mellem region, kommune og AIDS-Fondet, siger Bo Libergren. 

Klinikken i Jernbanegade har også en satellitklinik i forbindelse med Sundhedshus Nord i Vollsmose.

Fakta

  • Klinik for seksuel sundhed og Checkpoint rådgiver om seksuelt overførte sygdomme, graviditet, abort, prævention, krop og køn, seksuelt misbrug og grænsesætning - og meget mere.
  • Man kan få gratis prævention, rådgivning og blive testet for kønssygdomme
  • Adressen er Jernbanegade 16, 1., 5000 Odense C
  • Satellitklinikken har adresse Risingvej 122. 1. sal, 5240 Odense NØ, åben mandag. 
  • Tider bookes på: www.seksuel-sundhed.dk
  • Læs mere om AIDS-Fondet/Checkpoint her
Kontaktinformation

Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand, sucl@odense.dk, mobil: 30604419

Mikkel Rytter Poulsen, Presseansvarlig, AIDS-Fondet, mikkel@aidsfondet.dk. mobil: 8833 5662

Bo Libergren, formand, Udvalget for det nære sundhedsvæsen, Region Syddanmark, mobil: 29201800

For yderligere oplysninger om klinikken, Heidi Philipp, projektleder, Børn- og Ungeforvaltningen, Odense Kommune, hsph@odense.dk, mobil: 51490397.