Spring til indhold
Nyhed

Genåbning: Skolerne byder også børn velkommen i Forårs SFO

02-02-2021

Omkring 1750 spændte børn kan fortsætte med at spidse blyanter og pleje sommerfuglene i maven. Planen om, at børnene starter i Forårs SFO 1. marts, fastholdes nu, hvor alle elever fra 0. - 4. klasse kan komme i skole fra på mandag.

tandsmil.jpg

Foto: Colourbox

Skolegården kommer atter til at genlyde af glade børnestemmer i frikvarterne, når de yngste elever på mandag d. 8. februar får lov til at pakke skoletasken og komme i skole igen efter nedlukningen, der har varet siden juleferien. Og skolerne er også klar til at tage imod de nye Forårs SFO-børn d. 1. marts.

- Mange børn ser frem til, at de som de ældste i børnehaven siger farvel til vennerne og tager hul på skolelivet - den tidsplan behøver vi ikke at ændre ved. Med genåbningen af skolerne for de yngste elever på mandag, bliver der fint med tid til, at skolerne også bliver klar til at tage imod de kommende Forårs SFO-børn på en måde, hvor det både er trygt og festligt, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen. 

Klassefællesskabet kommer i fokus

Regeringen meldte mandag aften ud, at alle landets elever fra 0. - 4. klasse kan komme i skole igen den 8. februar. Der vil dog være forskellige restriktioner, der skal følges for at minimere risikoen for smitte på skolerne, fx. undervises eleverne kun i stamklasserne, og de må holde sig til at lege med egne klassekammerater i frikvartererne. Men det slår ikke skår i glæden hos Odenses børn- og ungerådmand.

- Det glæder mig umådeligt, at de yngste elever kan komme i skole igen. De har savnet deres venner, deres lærere, deres pædagoger og deres hverdagsrutiner. Uanset hvor godt medarbejderne har forsøgt, så går online-undervisning og børn under 10 år ikke særligt godt hånd i hånd med hinanden. Det bliver godt for børnene at blive del af et fysisk klassefællesskab igen, hvor det er lettere for de voksne at sørge for, at alle er med i legen og i undervisningen. Hjemsendelsen er gået ud over en del børns trivsel. Det er tydeligere end nogensinde før, at klassefællesskabet er et yderst betydningsfuldt fællesskab i vores samfund, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.

Hold øje med Aula og husk mundbindet

Forældrene til de yngste skoleelever får nu bedre mulighed for at koncentrere sig om arbejdet, studierne, jobsøgning, barsel eller hjemmepasning af yngre søskende, som de måske holder hjemme fra dagtilbud. Men de skal også lære nye vaner. Det bliver nemlig obligatorisk for forældre og andre besøgende på skolerne, at de skal bære mundbind eller visir indenfor.

Det er i det hele taget en god idé for forældre at holde øje med Aula den kommende tid, hvor skolerne selv skriver ud om, hvordan det præcist kommer til at foregå hos dem, efterhånden som det falder på plads.

- Skolelederne har siddet klar i startboksen et stykke tid - nu kan de gå i gang med det praktiske arbejde for, at klasseværelser, lærere og pædagoger er parate til at tage imod de yngste elever på mandag. Det skal selvfølgelig ske på en måde, hvor både elever, forældre og medarbejdere føler sig trygge ved igen at have den daglige gang på skolen. Så vi kommer til at gøre brug af hyppig håndvask, inddeling af børn i mindre grupper og til dels udeundervisning, som vi kender det fra sidste år. Men mest af alt glæder lærere og pædagoger sig lige nu til igen at se deres elever i øjnene og få genetableret trivslen i klasserne, siger skolechef Nikolaj Juul Jørgensen. 

Fakta

  • Der er ca. 7600 elever i 0. - 4. klasse i Odense Kommunes folkeskoler 
  • Fra 1. marts får de så følgeskab af yderligere ca. 1750 børn i Forårs SFO (inklusivt fri- og privatskolerne)
  • Specialskolerne fortsætter med undervisning for elever på alle klassetrin.

Find flere spørgsmål og svar på Odense Kommunes hjemmeside, som løbende opdateres.

Kontaktinformation

Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand, mobil: 30604419, sucl@odense.dk
Nikolaj Juul Jørgensen, skolechef, mobil: 29135754, njj@odense.dk