Flere parcelhusgrunde på vej i Bullerup
Efter sommerferien udbyder Odense Kommune 60 parcelhusgrunde ved Markhaven i Bullerup. Dermed får endnu flere mulighed for at købe en byggegrund ikke langt fra Odense centrum. I løbet af 2022 bliver yderligere 42 parcelhusgrunde i Markhaven sat til salg.
Rigtig mange vil gerne bo i Odense - for nogle er lejligheden i centrum det rigtige, mens andre drømmer om et parcelhus med egen have. Odense skal have plads til dem alle, og nu har byrådet besluttet at udbyde 60 nye parcelhusgrunde ved Markhaven i Bullerup.
Markhaven er beliggende i den sydlige del af Bullerup, og grundenes størrelse varierer fra ca. 600 m2 til ca. 900m2. Mindstepriserne er fastsat til mellem 780.000 og 1.000.000 kroner.
- At eje sin egen bolig er ikke blot en ejerform, et skøde og en underskrift. Det er for mange den største investering, de kommer til at gøre, det er en opsparing for livet, og det er vejen til at kunne bestemme over sit eget liv og blive økonomisk uafhængig på sigt, siger by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V) og fortsætter:
- Derfor er det vigtigt, at vi kan tilbyde parcelhusgrunde i Odense. Vi har en stærk og vigtig udvikling med boliger i centrum, og samtidig er der fortsat et stort ønske om at bygge eget hus. Det skal vi også kunne levere, og derfor er det positivt, at vi kan udbyde 60 grunde til august. Jeg tror, at interessen bliver stor, og det er godt for Odense, at byen har attraktive grunde til salg.
Salget vil ske til højestbydende blandt de indkomne tilbud. De grunde, som ikke bliver solgt ved udbudsfristens udløb, vil efterfølgende blive solgt til de fastsatte mindstepriser efter "først-til-mølle" princippet. Overtagelsen vil ske i begyndelsen af 2022.
Udbuddet af 60 parcelhusgrunde er første etape ved Markhaven. I løbet af 2022 vil yderligere 42 kommunalt ejede parcelhusgrunde blive udbudt til salg.
Christoffer Lilleholt, by- og kulturrådmand, tlf.: 30 60 43 56