Akademiet for Åben Lytning samarbejder med Roskilde Festival og Det Kongelige Teater
Det odenseanske projekt Akademiet for Åben Lytning vil d. 18. maj blive præsenteret på Ofelia Plads af Roskilde Festival, som en del af festivalens "Art & Activism"-program. Med sig på scenen har de musik- og kunstnerkollektivet Forlaget Kornmod, der vil skabe et fællesskab imellem de optrædende på scenen og publikum.
Akademiet for Åben Lytning, der er skabt i samarbejde mellem Odense Bibliotekerne, Kulturmaskinen, Teater Momentum og Det Fynske Kunstakademi, modtog i februar 2021 en invitation til at formidle og udfolde deres projekt. Invitationen kom ikke fra en hvilken som helst aktør.
Invitationen kom nemlig fra Roskilde Festival og Det Kongelige Teater, der ville belyse Akademiet for Åben Lytning i forbindelse med Martin Creeds store værk 'Understanding', der står på Ofelia Plads foran Skuespilhuset. Kuratorgruppen bag festivalens Art & Activism-program havde med stor interesse fulgt Akademiets arbejde i det sene efterår og istemte sig begejstret budskabet om en åben og fordomsfri lytning til musik og forståelse af kunst.
- Vi har et stærkt og levende kulturmiljø i Odense, og det gælder også inden for lyd, musik og scenekunst. Derfor er jeg begejstret for, at vores lokale aktører er blevet en del af dette spændende samarbejde med Roskilde Festival og Det Kongelige Teater. Det bliver interessant at se, hvad der kommer ud af Akademiet for Åben Lytning, men jeg er ikke i tvivl om, at niveauet bliver højt, siger by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V).
Siden invitationen har projektlederne bag Akademiet for Åben Lytning, Mikkel Andersen og Mads Led Behrend Roth, arbejdet hårdt for at koge deres arbejde ned til en essens, der kan præsenteres d. 18. maj foran et publikum, der så småt kan begynde at ane Corona-restriktionernes opblødning.
- Kernen i Akademiet for Åben Lytning er at rette opmærksomheden imod kunsten og den måde vi forholder os til den. Vi skal være åbne og nysgerrige. Og vi skal gøre det i fællesskab, siger Mikkel Andersen.
Det er et budskab, som har resoneret og skabt anerkende nik - også udenfor landets grænser:
- Flere biblioteker i Skandinavien har fulgt med i Akademiet for Åben Lytning med enorm stor interesse. Det er tydeligt, at projektet har inspireret andre til at kaste sig ud nye måder at møde musikken og kunsten på. Der er virkelig et kæmpestort potentiale i at skabe sammenhold og fordomsfrie fællesskaber om eksperimenterende musik og samtidskunst, siger Mads Led Behrend Roth, der er Musikbibliotekar på Odense Musikbibliotek.
Forlaget Kornmod, der blandt andre består af Jonas Torstensen, Jakob Folke Ivarsson, Alba Liv Hansen og Carl Emil Helt Haarder, var den første kunstnergruppe - eller rektorkollegium som Akademiet kalder det - der fik lov til at skabe et fællesskab rundt om kunsten, sammen med et hold af unge fra Odense.
To af de, som havde tilmeldt sig, Julie og Lykke, får nu lov til at stå på scenen sammen med Kornmod, når de skal optræde med båndloops og feltoptagelser, der dokumenterer Ofelia Plads d. 18. maj.
Arrangementet har et strengt begrænset antal billetter og begynder klokken 16:30.
Program
Time to listen: Intimitet og bølgelængde
16:30 - 16:45: introduktion ved Lil Lacy
16:45 - 17:30: Akademiet for Åben Lytning X Forlaget Kornmod
17:30 - 17:45: pause og sceneskift
17.45 - 17:50: Lil Lacy introducerer Sofie Birch og tonemester fra Det Kongelige Teater
17:50 - 18:40: Sofie Birch m. tonemester fra Det Kongelige Teater
18:40 - 18:45: Lil Lacy siger tak for i aften
Mikkel Andersen (Akademiet for Åben Lytning & Kulturmaskinen), mikba@odense.dk
Mads Led Behrend Roth (Akademiet for Åben Lytning & Odense Musikbibliotek), madlb@odense.dk