Spring til indhold
Nyhed

Åbning af Odenses nye skole fejret med flag, fællessang og forventninger

11-08-2021

For eleverne på Odinskolen var det ikke bare første skoledag efter sommerferien i dag. Det var også allerførste skoledag på deres nye skole, der skal være en hjørnesten i omdannelsen af Vollsmose.

Odinskolens hovedindgang med logo

Odinskolens nye facade. Foto: Odense Kommune

Eleverne på Odinskolen tog i dag hul på første etape af den nye skoles to-trins-raket. I en helt nyistandsat afdeling til udskolingen tog de første ti klasser fordelt på 7.-9. årgang Odinskolen i brug og fyldte lokalerne med tasker, computere, sommerferiesnak og ikke mindst forventninger til et nyt skoleår. De yngste elever starter tiden på Odinskolen på den tidligere H. C. Andersen Skole, hvor de skal være til januar 2022. Her vil moderniseringen af klasseværelser, faglokaler og udeareal være i mål, så alle cirka 600 elever fra 0.-9. kan samles på én matrikel. 

Frem til sommerferien i år har Abildgårdskolen haft til huse i bygningerne, men eleverne fra de to Vollsmose-folkeskoler, Abildgårdskolen og H.C. Andersen Skolen, smeltes nu sammen til Odinskolen, og de fleste får også nye klassekammerater i klasser, der er fusioneret af elever fra de to tidligere skoler.

Åbningen blev fejret i dag med frugt, forfriskninger, fællessang, flag og fine ord i form af taler fra både en elev, skoleleder Allan Feldskou og børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.

- Det er ikke hver dag, at vi åbner nye skoler i Odense. Det er med store ambitioner for Vollsmoses børn, at jeg har været med til åbning af Odinskolen i dag. Jeg glæder mig over at se, hvordan vi er kommet i hus med at skabe lyse, indbydende lokaler med moderne udstyr - og jeg glæder mig endnu mere til at lade eleverne komme til, så de kan udfylde rammerne med humør, nysgerrighed, kammeratskab og opfindsomhed, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.

Flag og blomster i klasseværelse med elever i baggrund

Flag og blomster pyntede op i de nyindrettede klasseværelser. Foto: Odense Kommune

Et årti efter seneste skoleåbning i kommunen

Sidst Odense åbnede en ny skole, var for 10 år siden. Også dengang var der i virkeligheden tale om en sammenlægning af to skoler, nemlig Kragsbjergskolen og Ejbyskolen. Den nye skole blev til Ejerslykkeskolen, som siden har lagt et stort arbejde i at blive "kvarterets skole".

Også Odinskolen har som mål at blive "kvarterets skole" - både i form af et samlingssted for området og som Vollsmose-forældrenes foretrukne førstevalg, når de skal vælge skole til deres barn.

- Vi glæder os til at gøre Odinskolen til et sted, hvor nye fællesskaber kommer til at blomstre, både for børn, forældre og medarbejdere. I første omgang prøver vi at skabe tryghed for skolens cirka 600 elever, der tager hul på en hverdag med nye klassekammerater og nye lokaler, som de naturligvis er spændte på hvordan bliver. Vi er godt i gang med at sammensmelte det bedste af kulturen fra hver af de to skoler, så vi får en god skole med fokus på udvikling, faglighed og trivsel, siger Allan Feldskou.

Fællesrum med elever

Fællesarealet for de ældste elever har fået hævet loftet, så der kommer mere lys ind end tidligere. Også nye møbler giver eleverne mulighed for at samles i mindre grupper i timerne og frikvartererne. Foto: Odense Kommune

Odinskolen går forrest

I den kommende tid intensiveres arbejdet med at gøre Odinskolen til 'verdens bedste robotskole' med særlig fokus på teknologi, digitalisering og innovation.

- Robottemaet gør ikke alene skolen attraktiv for børn og forældre i Vollsmose. Verdens bedste robotskole er for hele byen, og mit håb er, at Odinskolen får børn og forældre i andre dele af Odense til at tune ind på området og den transformation, som hele Vollsmose er i gang med. Jeg ser Odinskolen som en af de første heste ude af startboksen på vejen mod en bydel i positiv udvikling, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.

Målet er at Vollsmose udvikles til en attraktiv og velfungerende bydel for borgere og investorer. En bydel, hvor den enkelte har samme muligheder, som i resten af Odense. Gennemgribende forandringer af Vollsmose bidrager til at skabe flere blandede by- og boligområder i resten af Odense og her kommer bydelens folkeskole til at spille en stor rolle ift. at familier slår sig ned og lever livet i bydelen.

Fakta:

  • I forbindelse med Den sidste Vollsmoseplan har Odense Byråd bedt Børn- og Ungeudvalget udfærdige en samlet plan for børn og unge i Vollsmose, her er den ny skolestruktur en del af.
  • Vollsmose vil blive gennemgribende transformeret over en periode på ti år.
  • Parterne bag Fremtidens Vollsmose er Odense Kommune samt boligorganisationerne FAB og Civica
Børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen holder åbningstale ved første skoledag på Odinskolen

Børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen holdt åbningstalen. Foto: Odense Kommune

Kontaktinformation

Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand, mail: sucl@odense.dk, mobil: 30604419
Allan Feldskou, skoleleder, Odinskolen, mail: aef@odense.dk, mobil: 21445844