Spring til indhold
Nyhed

Ren By-klasse – en konkurrence for Odenses skoleklasser

04-03-2020

Sidste år blev 3.A på Abildgårdskolen udnævnt til Ren By-ambassadør, fordi de havde samlet affald i et år. Nu får Odenses 2. - 5. klasser mulighed for at gøre en indsats for en renere by ved at tilmelde sig kampagnen Ren By-klasse, hvor de deltagende elever skal samle affald mindst fire gange frem til maj.

Henkastet affald og cigaretskod pynter ikke i gadebilledet, og heldigvis gør mange odenseanere en stor indsats for at holde byen ren. Det gælder blandt andet for 3.A på Abildgårdskolen, der sidste år blev udnævnt til Ren By-ambassadør efter at have samlet affald i et år.

Nu har den indsats været inspiration til en ny aktivitet - Ren By-klasse - hvor Odenses 2. - 5. klasser bliver inviteret til at sætte fokus på affald og indsamle mindst fire gange frem mod maj. Den klasse, der får indsamlet mest, vinder en tur i Odense Zoo.

- Jeg var meget glad for at udnævne 3.A, og jeg tror, at der er mange skoleklasser, som kan tænke sig at gøre en indsats for at fjerne affald fra byen og naturen. Børn og unge har stor opmærksomhed på miljø og klima, og det gør en forskel, når vi fjerner henkastet affald. Tænk på, at det tager naturen 500 år at nedbryde en sodavandsdåse, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V), der håber, at skoleeleverne kan være et forbillede for andre.

- Det er et fælles ansvar at holde vores by og natur fri for affald. Ved seneste budgetforlig var der desværre færre penge til renhold, så det er ikke blevet mindre vigtigt, at vi rydder op efter os selv. Heldigvis har vi mange frivillige, der gør en stor indsats for at samle affald, og forhåbentlig vil kampagne få flere til at passe på Odense.

Hold Danmark Rent
Der er - desværre - også henkastet affald at finde i naturen. Hold Danmark Rent har gennem tre år undersøgt mængden af henkastet affald på 20 steder, som Odense Kommune har udpeget.

Hold Danmark Rents undersøgelse peger desuden på, at der er problemer med affald ved byggerier og vejarbejder, som Odense har mange af i disse år. Hvis et område ser rodet ud, tiltrækker det henkastet affald. Ellers hæfter undersøgelsen sig ved cigaretskod, der bliver vurderet som et stort problem.

- Undersøgelsen har kørt i tre år, og det betyder, at vi har fået en solid viden, som vi kan bruge til at styrke vores indsatser i 2020. Derfor vil vi arbejde med at optimere vores affaldsløsninger på de steder, hvor Hold Danmark Rent anbefaler en ekstra indsats, ligesom vi vil sætte øget fokus på cigaretskod i løbet af året, siger parkforvalter Trine Ejdrup Nielsen.

I 2020 vil By- og Kulturforvaltningen desuden sætte fokus på trafikarealer, lave tiltag for studerende samt understøtte frivillige og affaldsindsamlinger for private og skoler - som med Ren By-klasse.

Invitationen bliver sendt ud til alle klasselærere for 2. - 5. klasserne, og interesserede kan desuden læse mere på www.odense.dk/renby

Kontaktinformation

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf.: 20 91 10 31
Trine Ejdrup Nielsen, parkforvalter, tlf.: 40 29 03 75