Spring til indhold
Nyhed

Rådgivning omkring rusmidler til unge i Odense er kun en SMS væk

02-04-2020

Unge mennesker i risiko for at udvikle et stofmisbrug i Odense Kommune kan nu modtage hurtig og kompetent hjælp via anonym SMS-rådgivning. Unge & Rusmidler i Odense Kommune har fra marts 2020 åbnet op for den digitale form for rådgivning. I den aktuelle situation, hvor COVID19 holder mange unge hjemme, og behandling af misbrug ved fysisk fremmøde er begrænset, kan SMS-rådgivningen også være en hjælpende håndsrækning til de unge, der sidder hjemme på værelserne eller i deres lejligheder.

Børn og unge bruger meget af deres tid online. Her søger de støtte, svar og viden om alt mellem himmel og jord - både stort og småt, og derfor skal de unge også kunne søge støtte og rådgivning om rusmidler digitalt. Den støtte og rådgivning kan børn og unge i Odense Kommune nu få ved anonymt at sende en sms til 22 49 68 16, hvor professionelle rådgivere sidder klar til at skrive med dem om rusmidler. Rådgivningen bliver en del af Netstof.dk, der er en etableret online stofbehandlingsplatform for unge drevet af Center for Digital Pædagogik, som har 15 års erfaring med at rådgive børn og unge på internettet.

Kommer i kontakt med flere unge

SMS-rådgivningen bliver bemandet af personale fra Unge & Rusmidler i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune. Her kan de unge skrive direkte med en behandler, og samtalen kan fortsætte over både timer og dage alt afhængigt af den unges behov. Hos Unge & Rusmidler glæder de sig over tilføjelsen af den nye kanal, hvor de kan møde de unge. Det giver nemlig behandlerne mulighed for at komme i kontakt med endnu flere unge, og håbet er at få fat i de unge, inden de udvikler et stofmisbrug, fortæller afdelingsleder Åse Vibe Kjøller:

- Med den nye SMS-rådgivning tror jeg på, at vi kan hjælpe mange unge, som vi ikke når i dag. Mange unge kontakter os først, når de har oparbejdet et misbrug. Jeg håber, at vi med SMS-rådgivningen får flere unge i snak, før det når dertil. Vi ved, at stofmisbrug og mistrivsel kan forebygges med hurtig rådgivning og støtte, og der bliver SMS-rådgivningen et godt redskab.

Åse Vibe Kjøller tror også, at flere unge vil henvende sig, når SMS-rådgivningen er fuldstændig anonym:

- De unge kan godt synes, at det er pinligt eller skamfuldt at have problemer med rusmidler, og derfor kan det være rart for dem at gemme sig lidt bag anonymitet. Der vil også være unge, der bare har spørgsmål eller er i tvivl om noget vedrørende rusmidler, og som ikke vil have deres navn forbundet med fx misbrug eller rusmidler. Uanset hvad, de unge har brug for, er den anonyme SMS-rådgivning et trygt sted for dem at henvende sig, og så kan vi jo altid udvide hjælpen til den enkelte unge, hvis de har brug for det, siger Åse Vibe Kjøller.

Godt med SMS-rådgivning i corona-tider

Tilstedeværelsen af Covid-19 i Danmark har medført, at regeringen har indført tiltag for at stoppe spredningen af den aktuelle corona-virus. Det betyder blandt andet, at de unge i øjeblikket ikke kan møde op hos Unge & Rusmidler for at få rådgivning men i stedet kan modtage telefonisk rådgivning igennem samtaler. Åse Vibe Kjøller tror, at den nye SMS-rådgivning kan blive et godt alternativt til det fysiske møde og et supplement til den telefoniske rådgivning:

- Mange unge sidder derhjemme i øjeblikket og for nogle vil ensomhed, kedsomhed eller angst over den aktuelle situation med corona-virus blive en anledning til enten tanker om eller decideret brug af rusmidler. Men med den her SMS-rådgivning har de mulighed for at række ud til os anonymt 24 timer i døgnet. Så står vi klar til at hjælpe med støtte og rådgivning til de unge.

Rådgivningen vil være åben 24 timer i døgnet, hvor de unge kan sende sms til nr.: 22 49 68 16. Behandlerne vil besvare henvendelsen indenfor 48 timer. Læs mere om den anonyme SMS-rådgivning og andre tilbud her. 

Kontaktinformation

Åse Vibe Kjøller, leder af Behandlingscenter Unge & Rusmidler, 2444 1361

Karen Hatt Olsen, projektleder Netstof.dk, 2931 5497