Spring til indhold
Nyhed

Populære arrangementer fortsætter med nye kræfter

24-04-2020

Tilbage i februar besluttede Odense Byråd hvilke to aktører, som fremover skal drive Sankthans på Engen og Torsdagskoncerterne i Kongens Have. Aftalerne er nu forhandlet på plads for en treårig periode.

Sidste år besluttede Odense Kommune at lave en række omprioriteringer, som blandt andet flyttede midler fra kulturen til andre velfærdsområder. I den forbindelse vedtog byrådet, at Sankthans på Engen, Torsdagskoncerterne i Kongens Have samt H.C. Andersen Julemarkedet fremover skulle drives af eksterne aktører.

Efter en åben ansøgningsrunde har By- og Kulturudvalget og Økonomiudvalget besluttet, hvem der skal drive to af begivenhederne - Sankthans på Engen og Torsdagskoncerterne i foreløbigt de kommende tre år. Beslutningen blev truffet før coronakrisen, og den nye situation har naturligvis påvirket forhandlingerne.

Imidlertid er det besluttet at fastholde treårige aftaler med alle aktører, og der vil være fuld forståelse, hvis Sankthans på Engen eller Torsdagskoncerterne må aflyses eller ændres i år.

- Jeg er enormt glad for, at det er lykkedes at finde kompetente, lokale kræfter til at føre både Sankthans på Engen og Torsdagskoncerterne videre. Det er arrangementer, som betyder meget for rigtig mange odenseanere og fynboer. I den helt særlige situation vi står i med coronakrisen, hvor vi kun kan være sammen hver for sig, er det tydeligt, hvor vigtige de samlende fællesskaber som koncerter og kultur er for os, siger borgmester Peter Rahbæk Juel.

- Der er ikke tvivl om, at kulturen har stor betydning for velfærden. De mange, triste reaktioner på nedskæringer viste tydeligt, hvor meget de fælles oplevelser og holdepunkter betyder for os. Derfor er jeg også utrolig glad for, at det er lykkedes at finde to aktører, som har mod på at føre Sankthans og Torsdagskoncerterne videre. Det er arrangementer fyldt med hygge, stemning og tradition. Jeg ønsker dem held og lykke i de kommende tre år, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

Stolte traditioner med nye bagmænd

Det er to lokale aktører, som har fået opgaverne med at drive de to populære arrangementer i perioden 2020-2022.

Sankthans på Engen har været en fast Odense-tradition siden 1950'erne, og det bliver fremover NL Pro Events, som skal stå for afviklingen, og de modtager ifølge aftalen 550.000 kroner fordelt over de tre år.

- Vi er stolte over at skulle føre Danmarks måske største sankthansbål videre. Det kommer naturligvis til at foregå på Engen ved Fruens Bøge, hvor vi vil skabe magi og hygge for både store og små med bål, musik, underholdning, kreative indslag og fællesspisning. Vi går ydmygt til opgaven, for der er store forventninger til Sankthans, men vi vil selvfølgelig også gerne sætte vores eget præg på begivenheden, siger Nadine Alvarez fra NL Pro Event og tilføjer:

- Coronasituationen betyder desværre, at årets Sankthans på Engen ikke bliver, som vi kender den. Men vi arbejder på en stor - måske Danmarks største Sankthansfest - hjemme i stuerne med bål, taler, musik og underholdning, som kan nydes derhjemme. Desuden kigger vi på lækre og festlige take away-pakker i samarbejde med lokale virksomheder.

Torsdagskoncerterne i Kongens Have har eksisteret i Odense i mere end 30 år, og de har over 20.000 årlige gæster fra Fyn og resten af Danmark. Nu bliver det Odense Live Fonden, som skal afvikle koncerterne, og ifølge aftalen vil de modtage 1,35 millioner kroner over de kommende tre år. Odense Live Fonden driver de to regionale spillesteder Posten og Dexter, og fonden er således genboer til Kongens Have.

- Posten er stolte af at få lov til at videreføre de traditionsrige Torsdagskoncerter i Kongens Have. Vi glæder os til at præsentere en masse god musik til de mange tusinde gæster der hvert år samles i haven. Lidt ærgerligt, at det først bliver i 2021, men til gengæld har vi så god tid til at planlægge koncerterne, siger spillestedsleder Morten Østlund.

På nuværende tidspunkt er forhandlingerne om H.C. Andersen Julemarkedet endnu ikke afsluttet, og derfor vil den nye aktør først blive offentliggjort på et senere tidspunkt.

Kontaktinformation

Borgmester Peter Rahbæk Juel via presserådgiver Jon Bøge Gehlert, mobil: 21 15 29 10

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf.: 20 91 10 31

Martin Petersen, afdelingschef for Fritid & Kultur, tlf.: 30 71 43 07