Odenseanerne har taget godt imod bibliotekets digitale tilbud
To uger efter nedlukningen af Danmark kan Odense Bibliotekerne spore en klar tendens i odenseanernes brug af de digitale tilbud, som biblioteket stiller til rådighed. Især det digitale udlån af e-bøger og børnenetlydbøger er steget, og brugerne deler også gerne deres læselyst og tips med hinanden via bibliotekets sociale medier.
Bibliotekerne i Odense Kommune har nu været lukket i to uger som led i regeringens strategi mod spredningen af corona-virus. Selv om de fysiske huse er lukket, er odenseanernes lyst til at læse, låne og lytte langt fra dalet. Nogle nåede at "hamstre" bøger fra hylderne, inden bibliotekerne lukkede, mens andre nu finder noget at læse eller lytte til online via de digitale løsninger og ressourcer, bibliotekerne stiller til rådighed.
Skønlitterære e-bøger og børnenetlydbøger hitter
Så snart meldingen om lukning af bibliotekerne kom, valgte Odense Bibliotekerne at åbne ekstra op for e-bøger, film og lydbøger. Hermed kunne bibliotekets brugere låne 10 e-bøger, 10 film online og 10 netlydbøger pr. måned mod tidligere to. Se pressemeddelelse fra Odense Kommune
Tallene fra de første to lukkeuger viser, at biblioteksbrugerne har taget rigtig godt imod muligheden. Flere af netbibliotekssiderne på odensebib.dk viser en markant fremgang med over 60 % flere besøg. Især e-bøgerne hitter, og skønlitteratur ligger - måske ikke overraskende - i toppen af udlånsstatistikken. Antallet af unikke lånte e-bogstitler er f.eks. steget med mere end 1000.
Udlånet af børne-netlydbøger via eReolen Go er ligeledes steget markant. I marts alene er der udlånt 600 flere børne-netlydbøger end i årets første to måneder, og Odense Bibliotekerne håber, at netlydbøgerne er et kærkomment supplement til både hjemmeskolen og fritiden, som pludselig er ændret markant for byens børn og unge.
- Det har været vigtigt for os, at vi stadig havde et godt og stærkt bibliotekstilbud i Odense på trods af situationen. Vi har i høj grad brug for litteratur til børn og voksne i denne tid, ligesom vores mange studerende også er afhængige af biblioteket i deres uddannelse. Derfor prioriterede vi hurtigt at få åbnet op for den elektroniske del, og det er glædeligt, at så mange har taget imod tilbuddet. Jeg kan kun opfordre alle til at besøge biblioteket på nettet, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).
Filmstriben er populær
Selv om mange danskere abonnerer på forskellige streamingtjenester, kan Odense Bibliotekerne spore stor interesse for lån af film online via Filmstriben og det især i den nuværende lukkeperiode. Her viser udlånsstatistikken 900 flere unikke brugere af via Odense Bibliotekerne og 1800 flere udlån end i februar 2020.
Chef for Biblioteker og Borgerservice, Kent Skov Andreasen, er glad for, at odenseanerne det digitale bibliotek så godt til sig:
- Jeg er glad for at se, at så mange har taget de digitale materialer til sig, når mulighederne for fysiske materialer i denne periode ikke er til stede. Det var præcis, hvad vi håbede på, da vi skruede op for mængden af digitale materialer i lukkeperioden. Det er dog også tydeligt af de henvendelser, vi får, at der er mange, der glæder sig til, at vi fysisk åbner igen - det gør vi også selv!
Sociale medier
Hvor går faste biblioteksbrugere og læseheste hen, når de savner deres bibliotek og nogen at dele læseglæden med? De deler glæden via Odense Bibliotekernes forskellige Facebook-profiler.
På Hovedbiblioteket har de i en periode på 28 dage oplevet en stigning af interaktion på Facebook-profilen på 111% med en markant øgning fra den 12. marts, hvor det fysiske bibliotek lukkede ned.
De lokale biblioteker oplever også en stor interesse for bibliotekets øgede aktivitet på de sociale medier i lukkeperioden. Dalum Bibliotek har opnået en stigning i deres rækkevidde på Facebook-opslag på intet mindre end 759%. Interaktionen med fra deres brugere er samtidigt steget med 566%.
Interaktionerne er særligt fokuseret omkring de opslag, hvor bibliotekernes brugere inviteres til at dele deres litterære oplevelser, men også omkring information om og henvisninger til vores digitale tilbud modtages meget positivt.
Se alle dine muligheder for at benytte det digitale bibliotek via odensebib.dk og find de fleste af Odense Bibliotekerne på Facebook.
Book en online-bibliotekar
Sidder du og skal skrive opgave, så husk at Odense Bibliotekerne har flyttet Book en bibliotekar-servicen online. Der er således stadig mulighed for at få 30 minutters hjælp til litteratur og søgninger iblandt de muligheder, der er tilgængelige uden det fysiske bibliotek. Læs mere på odensebib.dk.
Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf.: 2091 1031
Kent Skov Andreasen, Chef for Biblioteker og Borgerservice, tlf.: 2012 4400