Spring til indhold
Nyhed

Ny lægeklinik åbner i Vollsmose den 1. september

28-08-2020

Beboerne i Vollsmose kan nu se frem til at få deres egen praktiserende læge i området. Den 1. september slår bydelens første lægeklinik nemlig dørene op for konsultation og behandling på lige vilkår med de andre alment, praktiserende lægeklinikker i Odense.

 

Odense Kommune og Regionsrådet i Region Syddanmark har længe haft et fælles ønske om, at Odensebydelen Vollsmose skal have en lægeklinik. Dette bunder bl.a. i ambitionen om at skabe større lighed på sundhedsområdet i Odense, og Region Syddanmark har derfor oprettet to ydernumre til alment praktiserende læger i Vollsmose og samarbejdet med Odense Kommune om at realisere beslutningen.

Den 1. september åbner så Vollsmoses første lægeklinik drevet af praktiserende læge Peder Ahnfeldt-Mollerup. Klinikken bliver til en start bemandet af en læge og en sygeplejerske og kommer til at ligge i VIVO Sundhedscenter, som ligger centralt i Vollsmose. 

Jørn Lehmann Petersen (S), der er medlem af Udvalget for det nære sundhedsvæsen i Region Syddanmark, glæder sig på borgernes vegne:

"Jeg er rigtig glad for, at vi nu har fået en læge til Vollsmose. Det vil bidrage til at skabe mere lighed i sundhed, og lægen kan indgå i det lokale sundhedsarbejde i området."

Peder Ahnfeldt-Mollerup, der i forvejen driver flere klinikker i regionen, og som har mange års erfaring som praktiserende læge, ser i samarbejde med alles Lægehus frem til at åbne en helt ny lægeklinik i Vollsmose.

Fra Peder Ahnfeldt-Mollerup lyder det:

"Jeg håber, at patienterne i Vollsmose bliver glade for os og den service, vi yder. Vi arbejder lige nu på højtryk for at blive klar til 1. september, og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang.


Godt for Odense
Lægeklinikken kommer til at ligge i nogle helt nyindrettede lokaler i VIVO Sundhedscenter, som Odense Kommune ejer. Odense kommune og Region Syddanmark har i samarbejde søgt om og fået tildelt 3,6 mio. kr. til ombygning og indretning af lokalerne fra Sundheds- og Ældreministeriets pulje til etablering af sundheds-og lægehuse.  

Kasper Ejlertsen (A), der netop er fratrådt som formand for Odense Kommunes Sundhedsudvalg, er begejstret for det nye lægetilbud i Vollsmose og byder Peder Ahnfeldt-Mollerup varmt velkommen til Odense:

"Vi har længe haft et stort ønske om at give borgerne i Vollsmose mulighed for at kunne komme til læge inden for selve bydelen. Vi har at gøre med mennesker, som i mange sammenhænge kan være udsatte, og derfor er det dejligt, at Region Syddanmark har fundet en læge, og at vi i Odense Kommune har fundet nogle gode lokaler, så vi i fællesskab kan give borgerne den mulighed," siger Kasper Ejlertsen.

Også Søren Freiesleben (Ø), nytiltrådt formand for sundhedsudvalget i Odense Kommune, ser frem til det nye lægetilbud i Vollsmose.

"Det er en stor glæde for mig at se, at dette projekt endelig er blevet en realitet. Det kan give bydelen et godt afsæt for fremtiden, og jeg håber og tror på, at borgerne vil tage vel imod det og gøre brug af det. Der er ofret meget arbejdskraft på, at dette her skulle lykkes."

Den nye lægeklinik i Vollsmose åbner for patienter den 1. september.

Kontaktinformation

Jørn Lehmann Petersen, medlem af Udvalget for det nære sundhedsvæsen, Region Syddanmark: 40 40 58 33
Praktiserende læge Peder Ahnfeldt-Mollerup: 75 82 27 08.
Formand for Sundhedsudvalget i Odense Kommune Søren Freiesleben: 42 16 26 15.