Spring til indhold
Nyhed

Ny indsats skal styrke erhvervsuddannelser: Den Grønne Boks bliver til ErhvervsTanken

19-02-2020

Den Grønne Boks skifter navn og adresse. Boksen er slidt og skal skiftes ud, men Odense kommer fortsat til at have et sted, hvor unge kan komme hen og blive inspireret af de mange erhvervsuddannelser og de fremtidsmuligheder, der ligger i dem. Fredag d. 21. februar indvies ErhvervsTanken på Schacksgade 39.

Flere brancher råber efter arbejdskraft indenfor erhvervsuddannelserne, men der er ikke nok unge mennesker, der vælger en erhvervsuddannelse efter grundskolen. Derfor gør Odense Kommune en aktiv indsats for at oplyse de unge om mulighederne for en erhvervsuddannelse. Siden 2015 har odenseanske unge på uddannelsesjagt kunne besøge Den Grønne Boks og blive inspireret af erhvervsuddannelsernes mange uddannelses- og karrieremuligheder. Formålet med boksen er, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Den 13. november 2019 besluttede byrådet, at Den Grønne Boks skulle lukkes ned på sin nuværende placering på grund af omfattende renoveringer. Men formålet med og indholdet i boksen er stadig højaktuelt, og derfor kan unge fortsat blive inspirerede til at tage en erhvervsuddannelse - nu i ErhvervsTanken på Schacksgade.

Rådmand i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen Brian Dybro er glad for, at ErhvervsTanken har fået nyt hjem og kan fortsætte med at inspirere unge til at vælge en erhvervsuddannelse:

- ErhvervsTanken er med til at få de unges øjne op for alle de gode fremtids- og karrieremuligheder, der er i en erhvervsuddannelse. Den er med til at nedbryde uddannelsessnobberiet og vise, at der er andre gode veje at vælge end den rent boglige. Det er vigtigt, for der er rigtig mange brancher og virksomheder, der skriger efter god arbejdskraft med en erhvervsuddannelse i rygsækken.

Erhvervsuddannelser er meget mere end tømrere og frisører

Når de unge besøger ErhvervsTanken, som drives af Odense Kommune i samarbejde med erhvervsuddannelserne, kan de blive inspireret af flere end 100 forskellige erhvervsuddannelser - noget mange unge bliver overraskede over, fortæller ungdomsuddannelsesvejleder Jørgen B. Jensen:

- Når de unge tænker på erhvervsuddannelser, er der mange, der tænker frisører eller tømrere. Men de bliver overraskede, når de kommer herned og finder ud af, at erhvervsuddannelserne dækker tæt på alle brancher lige fra kontor og handel, over teknologi, byggeri og transport til omsorg, sundhed og pædagogik - og det får de øjnene op for her.

Ifølge rådmand Brian Dybro er det vigtigt, at de unge får et bedre kendskab til de mange muligheder med erhvervsuddannelserne, hvis velfærden i Odense skal sikres i fremtiden:

- I Odense mangler vi for eksempel SOSU'ere allerede nu og endnu flere i fremtiden. Så der ligger en stor opgave i at få inspireret flere unge mennesker til at tage f.eks. en SOSU-uddannelse, så vi også kan sikre velfærden for de ældre og syge i de kommende år. Derfor er det rigtig godt, at ErhvervsTanken fortsætter med at inspirere de unge og vise dem, at der er rigtig gode og meningsfulde job at få med et svendebrev i hånden.

Udviklingstanker i ErhvervsTanken

Siden 2015 har 363 skoleklasser besøgt det, der før hed Den Grønne Boks, men også 657 unge fra VUC og produktionsskoler samt 138 hold med 18-29-årige kontanthjælpsmodtagere har været forbi. Planen er, at besøgstallet skal fortsætte med at stige med den nye placering på Schacksgade, hvor letbanen i fremtiden kommer til at køre tæt forbi. For fortsat at kunne tiltrække besøgende til ErhvervsTanken er der også flere idéer på tegnebrættet, fortæller Jørgen B. Jensen:

- Vi vil gerne være med til at vise alt det fede, erhvervsuddannelserne kan. For ikke så længe siden var robotter for eksempel kun noget, man kunne uddanne sig i på universitetet, men nu flyder det med robotter på erhvervsuddannelserne, og virksomhederne mangler medarbejdere, der kan betjene dem. Så vi har gang i en masse tanker og idéer, der skal vise de unge mennesker, at erhvervsuddannelserne er på forkant med det fremtidige arbejdsmarked, og at det kan give nogle rigtig gode job- og karrieremuligheder.

ErhvervsTanken indvies fredag d. 21. februar fra 13.00-14.00 på Schacksgade 39, 5000 Odense C.

Kontaktinformation

Brian Dybro, rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen tlf.: 24 62 11 18

Jørgen B. Jensen, ungdomsuddannelsesvejleder, Beskæftigelses- og Socialforvaltningen tlf.: 24 88 56 66