Spring til indhold
Nyhed

Millioner skal trække flere turister til Fyn

01-05-2020

Med en særbevilling på seks millioner kroner vil Økonomiudvalget i Odense satse hårdt på at trække flere turister til Fyn til sommer. De fynske kommuner vil i fællesskab holde hånden under medarbejderne i den trængte turismebranche.

Den fynske turismebranche er slemt ramt af coronakrisen, men en stærk sommer skal vende udviklingen. Det er ønsket fra Økonomiudvalget i Odense Kommune, som nu afsætter en særbevilling på seks millioner kroner til det trængte turismeerhverv.

- Odense og Fyn har så meget at byde på for turister, og det skal især de danske turister have øjnene op for nu, hvor mange igen begynder at planlægge sommerferien. Og så handler det i meget høj grad om at sikre arbejdspladserne i turismebranchen. Vores hoteller, restauranter og kulturinstitutioner er ekstremt hårdt ramt af krisen, og de har brug for en ekstra håndsrækning. Derfor handler vi hurtigt, så vi kan fastholde folk i arbejde og hurtigt få folk tilbage i arbejde, siger borgmester Peter Rahbæk Juel. 

Dejlige attraktioner

Økonomiudvalget vedtog særbevillingen enstemmigt på et møde onsdag, og ud af de seks millioner kroner øremærkes to millioner til kulturelle oplevelser, som skal være med til at skabe "en særlig sommer i Odense".

- Vi har meget at vise frem i Odense, og det skal vi gøre opmærksom på. Når ferietiden nærmer sig, bør Odense stå højt på listen over mulige besøg for danskerne. Vi er placeret centralt i landet med mange dejlige attraktioner for enhver smag samt et rigt restaurations- og handelsliv. Det er oplevelser på højt niveau, som vi kan være stolte over at præsentere for resten af landet. Jeg håber, at vores kulturaktører vil samarbejde på tværs af områderne, og at andre brancher byder ind med kulturoplevelser, så vi sammen kan skabe turisme og stemning i byen, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind.

Flere indsatser i gang

De seks millioner kroner skal styrke turismebranchen og dermed sikre, at ansatte i turismebranchen sikres job både nu og på længere sigt. Coronakrisen har ført til flere ledige i Odense, hvoraf en stor andel har arbejdet inden for hotel, restauration, service og handel.

Samtidig skal pengene holde hånden under den gode udvikling, som turismen i Odense var inde i - blandt andet med 13.300 flere hotelovernatninger fra 2018 til 2019.

Særbevillingen i Odense er en del af den fællesfynske indsats 'Genstart Fyn', som de fynske borgmestre og den fynske turistbranche lancerede midt i april. I fællesskab vil de fynske kommuner og turistbranchen skabe skræddersyede turismepakker, som skal trække flere turister til Fyn hen over sommeren. Ambitionen med det fælles projekt er både at styrke turismeerhvervet og fungere som en indsats mod den stigende ledighed.

Pengene til særbevillingen i Odense findes på områder under Økonomiudvalget, hvor udvalget forventer et mindre forbrug end planlagt i år.

Kontaktinformation

Borgmester Peter Rahbæk Juel via presserådgiver Jon Bøge Gehlert, mobil: 21 15 29 10
By- og kulturrådmand Jane Jegind, mobil: 20 91 10 31