Ledigheden falder fortsat i Odense
De nyeste ledighedstal fra Danmarks Statistik viser, at den sæsonkorrigerede ledighed i juli 2020 er 5.740 fuldtidspersoner. Det svarer til 5,9 % af arbejdsstyrken i Odense Kommune. De nye tal betyder, at ledighedsprocenten i Odense er faldet fra 6,3 % i juli til 5,9 % i august 2020.
For hele landet er ledighedsprocenten faldet fra 5,2 % i juli til 4,9 % i august 2020.
Men selv om det går det rigtige vej, er der fortsat meget at gøre, mener beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro:
- Vi er i en svær tid, hvor mange har mistet jobbet, og det er ikke mindst gået udover de ufaglærte. Det er en ekstra øjenåbner for, at vi skal løfte de ufaglærte gennem uddannelse og opkvalificering. I budgetforliget satte vi derfor 11 mio. kr. af, så vi hvert år de kommende tre år kan hjælpe 100 ufaglærte i gang med en uddannelse. Det er en usikker tid, vi står i - derfor er det endnu vigtigere, at vi får grebet muligheden for at løfte de ufaglærte til at blive faglærte, siger han.
Fokus på ledige akademikere
Hen over sommeren er der blevet udklækket nyuddannede akademikere, og netop akademikere skal der også fokus på, når vi arbejder med at løfte beskæftigelsen, mener beskæftigelses- og socialrådmanden.
- Der kommer mange dygtige akademikere ud fra vores uddannelser, men det er ikke alle, der går direkte ud og finder et job. Derfor skal vi i fællesskab sørge for at matche virksomhederne og de nyuddannede med hinanden, og det er en opgave, vi skal løse sammen som by. Det gør vi blandt andet med vores nyoprettede akademikerjobbank, mens vi i beskæftigelsesalliancen samarbejder bredt med virksomheder, faglige organisationer, a-kasser og uddannelsesinstitutioner om at hjælpe virksomheder og ledige med at finde hinanden, siger Brian Dybro.
I august var der 989 Fuldtidsledige medlemmer af akademiske a-kasser under 30 år.
Odense indtager en 13. plads i ledighedsplaceringen i august 2020. Dvs. Odense har landets 13. højeste ledighedsprocent. I juli 2020 havde Odense også landets 13. højeste ledighedsprocent.
Den aktuelle ledighedsprocent er 6,0 % svarende til 5.812 fuldtidspersoner.
Bemærk at tallene ovenfor sammenligner ledighedsprocenten for august 2020 med ledighedsprocenten for juli 2020, som de så ud da Danmarks Statistik offentliggjorde dem. Danmarks Statistik har i forbindelse med offentliggørelsen af augusts ledighedstal nedjusteret ledighedsprocenten for juli 2020 for Odense fra 6,3 % til 6,2 %.
Politiske kommentarer til udviklingen i ledighedstal rettes til rådmand Brian Dybro på 24 62 11 18
Henvendelser vedr. pressemeddelelsen i øvrigt rettes til stabschef Simon Krogh på 30 60 05 22