Spring til indhold
Nyhed

Kommune og psykiatri i tættere samarbejde om at gribe børn, der har det psykisk svært

21-08-2020

Må vi hjælpe dig videre? Sådan lyder det fra denne uge på psykiatriens akutmodtagelse hos Børne- og Ungdomspsykiatrien i Odense, når en familie fra Odense Kommune er mødt op med et barn, der har det rigtig skidt, og det på trods af det så viser sig, at det ikke kræver psykiatrisk behandling. Så vil familierne i stedet opleve en fremstrakt hånd og et tilbud om et ekstra opkald, der kan være vejen videre til den rette hjælp. 

For forældre kan det virke som en sidste udvej, når man en sen aftentime møder op i den psykiatriske akutmodtagelse hos Børne- og Ungdomspsykiatrien i Odense, fordi ens barn har det så psykisk dårligt, at man ikke tør stå alene med ansvaret derhjemme. Alligevel oplever en del forældre, at børnene - heldigvis - ikke er "dårlige nok" til en indlæggelse eller videre psykiatrisk behandling. Her vil et nyt tilbud nu træde i kræft, så forældre ikke oplever at må tage hjem igen uden livliner til hjælp i det kommunale system.

- Når man som forældre kontakter en psykiatrisk skadestue med sit barn, har man allerede overskredet mange grænser. Psykisk sygdom er stadig tabubelagt, og jeg kan nemt sætte mig ind i frustrationen over ikke at få hjælp, når man har rakt ud efter den. Men nu er der hjælp på vej, vi har nemlig sat stik imellem Odense Kommune og Børne- og Ungdomspsykiatrien, sådan at kommunen griber de familier, der ikke umiddelbart skal hjælpes på sygehuset. Jeg er sikker på, at vi ved at lukke dette hul, kommer til at gøre det lettere for familierne at få den rette hjælp, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.

Forældrerådgiver ringer til familien
I stedet for at blive sendt hjem igen uden en aftale, får familien tilbudt en samtale med Odense Kommunes forældrerådgiver. Han kender det kommunale system indefra og kan derfor guide videre til skolepsykolog, familiebehandler eller andre relevante fagpersoner - lige som at han er vant til at tale med forældre, der er bekymrede for deres børn. 

- Det er et vigtigt projekt, vi nu har sammen med børne- og ungdomspsykiatrien, og jeg håber, at forældre vil tage imod tilbuddet om at blive kontaktet af kommunens forældrerådgiver. Rådgiveren er lige præcis den person, der kan hjælpe barnet videre, så ingen falder ned mellem to stole, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.

Et tættere samarbejde mellem region og kommune
Den ekstra indsats kaldes "Fremskudt Kommune" og er en del af ambitionen om, at forskellige sektorer skal arbejde tættere sammen, så borgere oplever en bedre sammenhæng mellem de offentlige tilbud - i dette tilfælde Odense Kommune og Region Syddanmarks psykiatriske akutmodtagelse i Odense.

Et øget samarbejde er noget, som 44 organisationer - blandt andet KL, Dansk Psykiatrisk Selskab og Livslinien - netop har foreslået Regeringen, da de under titlen "PsykiatriLøftet" mandag fremlagde otte forslag, der skal løfte det psykiatriske behandlingssystem i Danmark.

Til trods for at flere er kommet i behandling gennem de seneste år, er sundhedsvæsnet stadig udfordret af et stigende antal både børn og voksne med psykiske lidelser. Også af den grund ser ledende overlæge hos Børne- og Ungdomspsykiatri Odense, Ulla Skov Jørgensen, frem til, at akutmodtagelsen kan hjælpe bekymrede forældre videre med en direkte indgang til den kommunale hjælp.

- Det kan være svært at finde ro med beskeden om, at ens barn ikke er dårlig nok til det psykiatriske system, for det løser ikke den situation, som forældrene står i. De ved ikke, hvad de skal gøre og gribe i, derfor er de mødt op i akutmodtagelsen. Her vil det nye tilbud uden tvivl gøre en stor forskel for mange, der nu lettere kan tage hjem igen og føle sig tryg ved, at fagpersoner vil træde til. Den nødvendige støtte i hverdagen kan ofte hjælpe barnet til at få det bedre og forebygge, at børnene kommer igen, siger Ulla Skov Jørgensen, der er ledende overlæge i Børne- og Ungdomspsykiatri Odense. 

I første omgang er "Fremskudt Kommune" et forsøg i regi af "Fremskudt Psykiatri" og skal evalueres i efteråret 2020.

De otte forslag i PsykiatriLøftet findes her

Læs om Odense Kommunes Forældrerådgivning her

Kontaktinformation

Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand, Odense Kommune, sucl@odense.dk, mobil: 30604419.
Ulla Skov Jørgensen, ledende overlæge, Børne- og Ungdomspsykiatri Odense, Psykiatrien i Region Syddanmark, Ulla.Skov.Joergensen@rsyd.dk, telefon: 99448604.
Bjarne Bruun, forældrerådgiver, Børn- og Ungeforvaltningen, Odense Kommune, træffes på mail: foraeldreraadgivningen@odense.dk og tlf: 29471540.