Spring til indhold
Nyhed

Hanne Dollerup bliver ny direktør for Børn- og Ungeforvaltningen

25-06-2020

Ny administrerende direktør for Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune bliver den 53-årige Hanne Dollerup, som kommer fra en stilling som direktør i Næstved Kommune med ansvaret for børne- og ungeområdet samt kultur- og fritidsområdet.

Et enigt byråd besluttede onsdag aften at ansætte Hanne Dollerup som ny administrerende direktør i Børn- og Ungeforvaltningen. Efter sommerferien vil hun stå i spidsen for 6500 lærere, pædagoger, dagplejere, pædagogmedhjælpere, socialrådgivere og andre dedikerede fagprofessionelle, der hver dag går på arbejde for Odenses børn og unge. 

Borgmester Peter Rahbæk Juel ser frem til samarbejdet med Hanne Dollerup.

- Direktøren for Børn- og Ungeforvaltningen har et enormt stort ansvarsområde og er hele byrådets direktør. Det er et kernevelfærdsområde, som Hanne Dollerup skal være med til at styre. Med hende får vi en direktør, som - tror jeg på - både evner at styre det største budgetområde i kommunen og kan påvirke området positivt til fordel for Odenses børn og unge, siger borgmesteren.

Rådmand for børn og unge Susanne Crawley Larsen ser også frem til at tage imod den nye direktør:

- I Odense er der engagement og stærke holdninger til børn og unge fra forældre og bedsteforældre, medarbejdere, faglige organisationer, fritids- og foreningslivet, virksomheder og politiske partier. En direktør skal med respekt og anerkendelse samle alle disse aktører om at skabe gode liv for alle børn og unge i Odense Kommune - og det mener jeg, at Hanne Dollerup kan, siger Susanne Crawley Larsen og supplerer:

- Børn- og Ungeforvaltningen har en helt afgørende rolle i, at visionen for Odense lever. I Odenses folkeskoler, dagtilbud, sundhedspleje, specialindsatser og ungdomsskole lægges trædestenene til det enkelte barns voksenliv, men her skabes også Odense bys fremtid. Det skal der være blik for, og det tror jeg på, at Hanne Dollerup har. 

Hanne Dollerup har været børne- og ungedirektør i Kalundborg Kommune og senest direktør i Næstved Kommune med ansvaret for børne- og ungeområdet samt kultur- og fritidsområdet. 

- Jeg glæder mig til at blive en del af Odenses høje ambitioner for børn og unge, og understøtte arbejdet med, at alle børn bliver dygtige og dannede mennesker, som en del af stærke fællesskaber, siger Hanne Dollerup og tilføjer:

- En af de fremmeste opgaver for en direktør er med mine øjne at skabe og understøtte en fælles retning, et tankesæt og ambition. Det kræver lydhørhed over for både de politiske takter og de faglige toner, så et fælles grundlag er velfunderet. Den centrale styring og ledelse skal gå hånd i hånd med frihedsgraderne og handlerummet i de enkelte afdelinger, skoler og institutioner, så de er rummelige nok til at give mening på alle områder og bidrage til både mangfoldighed og i sidste ende synlige effekter for byens børn og forældre. 

Hanne Dollerup har en baggrund som cand.scient.pol. og har siden endt uddannelse i 1993 haft en lang karriere indenfor netop børne- og ungeområdet som bl.a. børne- og ungechef på 0-18 årsområdet i Hundested Kommune, som familiechef i Halsnæs Kommune, som børne- og ungedirektør i Kalundborg Kommune og senest som direktør i Næstved Kommune med ansvaret for børne- og ungeområdet samt kultur- og fritidsområdet.

Hanne Dollerup er gift, har to børn og tiltræder sit nye job 1. august 2020.

Hun tiltræder stillingen efter Poul Anthoniussen, der i december omkom i en trafikulykke.

Vedhæftede filer

Kontaktinformation

Peter Rahbæk Juel, borgmester, via presserådgiver Jon Bøge Gehlert, mobil: 21152910
Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand, mobil 30604419, sucl@odense.dk
Hanne Dollerup, ny administrerende børn- og ungedirektør, mobil 21454486.