Flere børn får mulighed for at spille i skoleorkester
Som en af 11 udvalgte skoler i landet får Abildgårdskolen i Odense nu et skoleorkester. Kulturministeriet har afsat 10 millioner kroner til projektet OrkesterMester, hvor hele klasser lærer at mestre musikinstrumenter og får musikalske oplevelser.
Gennem et skoleorkester kommer eleverne til at opleve fællesskabet ved at spille sammen med andre. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.
Alle elever på 2. årgang på Abildgårdskolen får fra 1. august lov til at opleve glæden ved at spille på et instrument og at opleve fællesskabet ved at spille i orkester sammen med alle klassekammeraterne. Skolen er udvalgt som en af 11 skoler landet over, der i samarbejde med den lokale musikskole bliver en del af projektet OrkesterMester.
- Musik ledsager os livet igennem lige fra vuggesangene til ved de store mærkedage. De fleste skoler har også deres egne fællessange og fælles musikalske oplevelser - på den måde passer musikken på vores minder. Med OrkesterMester kan musikskolen nå ud til flere børn end ellers, og det glæder mig, at eleverne på Abildgårdskolen nu vil få endnu flere fælles skønne musikalske minder, siger Susanne Crawley Larsen, der er børn- og ungerådmand i Odense.
En bevilling fra Kulturministeriet på 10 millioner kroner i årene frem til 2023 giver skolerne mulighed for at indkøbe hele klassesæt af violiner, celloer, klarinetter og andre orkesterinstrumenter.
- Med OrkesterMester er vi med til at sætte fokus på musik i folkeskolen og sikre, at flere børn får oplevelser med musik. De lærer at spille og får viden om forskellige typer af musik, og de lærer om vores fælles musikkultur, siger generalsekretær Lotte Trangbæk, Danske Musik- og Kulturskoler (DMK), der står bag projektet.
Arbejdet med skoleorkestret foregår i de obligatoriske musiktimer og i et samarbejde mellem musikskolen og folkeskolen.
Lederen af Odense Musikskole, Uffe Most, siger:
- Vi er glade for, at endnu flere børn hermed får mulighed for at beskæftige sig med musik. Vi har valgt at bruge en del af vores forøgede økonomiske tilskud fra Odense Kommune til OrkesterMester-projektet, som passer perfekt ind i strategien "Musikskole for alle." Det er godt, at vi som musikskole bliver inddraget i processen omkring den positive transformation af bydelen Vollsmose, og vi glæder os meget til samarbejdet med Abildgårdskolen.
- Jeg er meget stolt af, at Abildgårdskolen er udvalgt til at være én af 11 skoler i landet, der får mulighed for at være med i OrkesterMester og glæder mig meget til det fremadrettede samarbejde. For mange elever på Abildgårdskolen ligger det ikke først for at tilmelde sig aktiviteter i musikskolen, derfor er det en unik mulighed for børnene på kommende 2. årg. at lære at spille på et instrument. Jeg er overbevist om, at det vil styrke elevernes følelsesmæssige og intellektuelle udvikling, udvikling af koncentration og motorik samt øge deres forståelse af sig selv som en del af et fællesskab, siger Allan Feldskou, der er leder af Abildgårdskolen.
OrkesterMester startede i 2018 på ni skoler, og her har erfaringen været, at arbejdet med skoleorkestret engagerer og motiverer både elever og lærere, og at det sætter et positivt præg på skolen og især på de medvirkende klassers trivsel.
- Musik gør os til deltagende, sociale og skabende mennesker. Og når børn får mulighed for at møde musik i en tidlig alder, så giver det selvtillid og sammenhold. Jeg glæder mig meget til at følge de nye OrkesterMester-skolers arbejde med at give ungerne mulige for at spille eget instrument, siger kulturminister Joy Mogensen.
Med de 11 nye skoler kommer 3800 børn i Danmark til at spille sammen i skoleorkestre i perioden frem til 2022.
For DMK er det vigtigt, at OrkesterMester fører til, at skolerne får opbygget et skoleorkester, der også lever efter projektperioden, og gør musikken til en aktiv og forankret del af elevernes skoleliv.
- De kunstneriske fag har i mange år ikke fået så meget fokus i folkeskolen, og derfor er vi meget glade for gennem OrkesterMester at være med til at styrke musikkulturen i skolerne og samarbejdet mellem folkeskoler og musikskoler, siger Lotte Trangbæk.
En del af ideen med OrkesterMester er desuden, at eleverne skal møde professionelle musikere. Det sker ved en årlig OrkesterMesterFest, hvor eleverne fra alle de deltagende skoler enten spiller en hel dag sammen med DR Symfoniorkestret og afslutter med koncert i DR Koncerthuset eller hos et af landsdelsorkestrene.
Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand, Odense, 30604419, sucl@odense.dk
Uffe Most, musikskoleleder, Odense Musikskole, 20405635, umo@odense.dk
Allan Feldskou, skoleleder, Abildgårdskolen, 21445844, aef@odense.dk
For yderligere oplysninger om OrkesterMester, Projektleder, DMK, Bent Hjort, mobil: 519226684, e-mail: bhj@dmkskoler.dk