Spring til indhold
Nyhed

En halv kilometer kunst med mening indviet

04-09-2020

Fremover kan forbipasserende nærmest snuble over FN's børnerettigheder, når de nærmer sig Hjalleseskolen i Odense. Det lange farverige outdoor-kunstværk "Rettighedsstien" er nemlig malet direkte på fortovet med blivende maling.

Rettighedsstien og kunstnerne bag. Foto: Odense Kommune

Den over 500 meter lange rettighedssti blev indviet i dag og består af 42 del-kunstværker, der hver især repræsenterer en af rettighederne i FN's børnekonvention.

Alle klasser på skolen har bidraget til kunstværkerne og har i den forbindelse sat sig ind i børnerettighederne. Det samme får alle andre nu mulighed for, for hvert maleri på fortovet har fået et nummer, som svarer til en rettighed i børnekonventionen - en rettighed, som man kan læse uddybende om på en glasvæg dekoreret med netop FN's børnekonvention.

- Jeg synes, det har været fedt, at alle klasser har arbejdet med det samme emne. Vi har haft mulighed for at arbejde i dybden med børnerettighederne, og det er fedt, at andre kan få glæde af det også, når de går tur rundt om skolen, siger Ida Thorn fra 8.B.

Hun er medlem af Hjalleseskolens rettighedsråd og havde fornøjelsen af at gå den første officielle tur på rettighedsstien under indvielsen. Med sig havde rettighedsrådet blandt andre Odenses børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.

- Rettighedsstien er et fantastisk initiativ, hvor børnekunst rykker ud og bliver en del af lokalområdet, og jeg synes, det er noget rigtig smukt i, at skolen nu er omkranset med budskaber om børns rettigheder. For eksempel nr. 2 om at man ikke må blive diskrimineret hverken på grund af sprog, religion, køn, handicap eller om man er rig eller fattig. Eller nr. 12, der netop handler om, at børn skal kunne sige deres mening og blive taget alvorligt af de voksne. Det er kunst med mening, siger Susanne Crawley Larsen.

Børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen får uddybet, hvad rettighed nr. 5 betyder. Foto: Odense Kommune

 

Børnerettighed nr. 12 lever på skolen

Hjalleseskolen har været UNICEF Rettighedsskole siden 2017. Det indebærer blandt andet, at skolen er forpligtet til at arbejde med børnedemokrati og at have et rettighedsråd med indflydelse på elevernes trivsel og medbestemmelse. Flertallet i et rettighedsråd udgøres af elever, og på Hjalleseskolen har det ændret helt konkrete ting som for eksempel højden på dørene til toiletterne, hvor elever havde givet udtryk for, at de ikke følte sig trygge, da der var en åbning oven over og under døren.

Og nu har alle eleverne også været med til at sprede kendskabet til børnerettigheder ved at flytte dem uden for skolens matrikel til det offentlige fortov.

- Kunstværket symboliserer vores fællesskab lokalt og globalt. Vi er nok rimelig heldige i her Danmark, for en del af de 42 rettigheder i børnekonventionen er allerede en integreret del af vores samfund. Men det er værdifuldt for vores elever at kunne se ud over egen næsetip. Vores elever skal kende til demokrati og rettigheder, for det er afgørende for, at de bagefter kan gå ud i verden og stå op for både sig selv og andre, siger Louise Hjortebjerg Theil, der er skoleleder på Hjalleseskolen.

 

Lakserytteren er ambassadør for UNICEF Rettighedskolerne og gav et par klasser en tegneworkshop før den officielle indvielse af Rettighedsstien. Foto: Odense Kommune

 

Kunst formidler om tunge emner

Der blev tilføjet endnu et kreativt, kunstnerisk element til indvielsen, da den kendte youtuber, Lakserytteren, først lavede tegneworkshop for flere klasser og derefter deltog ved selve indvielsen af elevernes fælles-værk. Ud over at være youtuber er Lakserytteren også ambassadør for UNICEF Rettighedsskoler.

- At udtrykke og fortolke børnerettigheder på en kreativ måde er helt fantastisk. Kunst er et virkelig godt greb til formidling af lidt tunge emner, og gennem kunsten kan vi række ud til rigtig mange børn. Vi håber, at værket giver anledning til mange gode snakke om børnekonventionen, som alle børn og voksne bør kende, siger Anne-Mette Friis, Chef for National Afdeling hos UNICEF.

Læs mere om UNICEF Rettighedsskoler her

Se FN's børnekonvention her

 

Børnerettighed nr. 42 omsat til flisekunst. Foto: Odense Kommune

 

Rettighedsstien strækker sig i alt over en halv kilometer rundt om Hjalleseskolen. Foto: Odense Kommune

Kontaktinformation

Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand, Odense, tlf: 30604419
Louise Hjortebjerg Theil, skoleleder, Hjalleseskolen, tlf: 63750503 
Peter Lykke Lind, Pressechef, UNICEF, tlf. 30531916