Spring til indhold
Nyhed

Trafik-dag skal få odenseanerne til at vælge mere bæredygtigt

11-06-2019

Lørdag den 15. juni mellem kl. 11 og 16 inviterer Odense Kommune og en lang række samarbejdspartnere til Bæredygtig Trafik-dag på Flakhaven. Dagen skal sætte fokus på de mange muligheder for et mere bæredygtige trafikvalg.

 
 
Infografik for Bæredygtig Trafik-dag 2019
 
 

Odense vokser, og flere skal kunne komme rundt i Odense på en måde, der fungerer i det daglige, og som understøtter det sunde og bæredygtige valg.

Vi skal gøre sunde transportformer til et nemt valg for flere, så vi får nedbragt udledningen af CO2 og skadelige partikler i luften. Det giver mindre støj og bedre luft for odenseanerne.

Imidlertid er der mange, som ikke kan undvære bilen, men hvornår kan det betale sig at skifte diesel- eller benzinbilen ud med en el- eller hybridbil? Og kan en cykel - måske en elcykel - være et bæredygtigt alternativ til bil nummer to?

Måske er kombinationen af flere forskellige bæredygtige transportformer netop det helt rigtige for  dig og din familie, og til Bæredygtig Trafik-dag er der anledning til at blive lidt klogere på mulighederne.

- Jeg håber, at mange odenseanere vil kigge forbi Flakhaven og høre om at transportere sig mere på nye måder. Der er flere muligheder, uanset om det gælder de korte eller lidt længere ture, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) og fortsætter:

- Bæredygtig transport betyder mindre luftforurening og støj i Odense, og på dagen bliver der rig mulighed for at se på forskellige udstillede modeller. Alt lige fra elbiler, hybridbiler, delebiler, ladcykler og elcykler samt høre nærmere om at rejse med bus eller letbane i fremtiden. Så der er noget for enhver smag - og til enhver lejlighed.

Det kan du opleve

På Bæredygtig Trafik-dag på Flakhaven kan du se og få mere viden om forskellige elbiler, hybridbiler, delebiler, ladcykler, elcykler, kollektiv trafik og hvordan du bruger app'en Odense Rundt til at finde den bedste rute for dig rundt i Odense.

Cyklisternes By arrangerer cykelleg for de mindste, du kan prøve en tur på en elcykel, og medbringer du din cykel, kan du få smurt kæden og pumpet dækkene.

Dem kan du møde:

  • FDM
  • Lets Go delebil
  • Odense Letbane
  • FynBus
  • Cyklistforbundets lokale afdeling
  • Cyklisternes By, Odense Kommune
  • Cykelservice for cyklister - få pumpet dækkene og smurt kæden
  • Information om Odense Rundt og Cyklisternes By
  • Cykelleg for de mindste

Cykelhandlere, der fremviser cykler:

  • Bent Jørgensens eft.
  • Folkebo
  • Swapfiets

Autoforhandlere, der fremviser el- og hybridbiler:

  • Kronsbjerg
  • MFA
  • Nellemann
  • P. Christensen
  • Terminalen

Bæredygtig Trafik-dag bliver afholdt på Flakhaven lørdag den 15. juni fra kl. 11 til kl. 16.

 
 

Kontaktinformation

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf.: 20 91 10 31
Dea Seeberg, projektleder, Trafik og Mobilitet, tlf.: 51 46 40 19