Spring til indhold
Nyhed

Tinderbox indgår partnerskab med Røgfrit Odense

08-05-2019

Med partnerskabsaftalen går den fynske musikfestival nu med i samarbejdet med Odense Kommune om at løfte visionen om en røgfri fremtid i Odense.

 
 
Onsdag den 9. april underskrev direktør for Tinderbox, Flemming Myllerup og Odense Kommunes formand for Sundhedsudvalget, Kasper Ejlertsen en Røgfrit Odense partnerskabsaftale

Onsdag den 9. april underskrev direktør for Tinderbox, Flemming Myllerup og Odense Kommunes formand for Sundhedsudvalget, Kasper Ejlertsen en ”Røgfrit Odense” Partnerskabsaftale. Foto: Odense Kommune

 
 

Aftalen med Tinderbox vækker stor begejstring i Odense Kommune.

- Jeg er enormt glad for, at vi netop får Tinderbox med i vores samarbejde om at gøre Odense røgfri. Tinderbox er en populær musikfestival, som mange unge på få år har taget til sig. Ved at blive partner med Tinderbox har vi en helt anden type medspiller med på "Røgfrit Odense-holdet". Musikfestivaler inspirerer ofte til rygestart - og derfor er det så vigtigt og virkelig værdifuldt at netop Tinderbox også bakker op om vores vision, når det handler om at nå de unge, siger Kasper Ejlertsen, formand for Odense Kommunes Sundhedsudvalg.

Hver uge er der på landsplan 280 unge, der begynder at ryge - det svarer til 9 unge i Odense. Med partnerskabsaftalen siger Tinderbox blandt andet ja til at være rollemodel og dermed være med til at forebygge at børn og unge begynder at ryge. Og partnerskabsaftalen ligger godt i tråd med festivalens værdier om at være en ansvarsbevidst musikbegivenhed.

- Vi er meget begejstrede over at kunne indgå i et partnerskab med Odense Kommune, der skal være med til at sikre, at Odense bliver en røgfri by. Partnerskabet er den logiske vej for os at gå efter at have taget beslutningen om at stoppe for salg af tobak på Tinderbox og vores øvrige store udendørsarrangementer. Så vi er glade for i samarbejde med Odense Kommune at kunne gå forrest og vise, at cigaretter ikke behøver være en del en god fest, siger talsmand for Tinderbox, John Fogde.

For Odense Kommune er partnerskabet med Tinderbox et stor skridt i den rigtige retning.

- Det er helt fantastisk, at Tinderbox forinden på eget initiativ har besluttet at stoppe al salg af tobak i 2020. Det sender i sig selv et stærkt signal og begrænser muligheden for at begynde at ryge. At Tinderbox nu også har underskrevet en partnerskabsaftale med Røgfrit Odense, ja, det sender et endnu stærkere signal, hvis du spørger mig. Et signal om, at Tinderbox tager et stort, socialt ansvar over for især de unge - og nu bliver en vigtig aktør, der er med til at løfte vores fælles vision om en røgfri by. Det er et betydningsfuldt træk i forebyggelsesindsatsen, da vi ved, at mange begynder at ryge til musikfestivaler - og at endnu flere begynder igen, selvom de var stoppet, siger Kasper Ejlertsen, formand for Odense Kommunes Sundhedsudvalg.

Partnerskabsprogrammet "Røgfrit Odense" inviterer odenseanske virksomheder, uddannelsesinstitutioner, organisationer, kulturinstitutioner, arbejdspladser og foreninger til at gå sammen med kommunen om at realisere visionen om at gøre Odense til en røgfri by i 2030 med den første røgfrie generation i 2025.

I Odense Kommune ser man gerne, at endnu flere indgår i partnerskabsprogrammet. Visionen om en røgfri by i 2030 og en røgfri gernation i 2025 er ambitiøs og skal løftes i fællesskab. Derfor opfordrer Røgfrit Odense alle til at være med til at bakke op om en røgfri fremtid. Der er brug for endnu flere rollemodeller, der vil gå forrest. 

Fakta:

Odense Kommunes Byråd har vedtaget visionen om, at Odense skal være røgfri i 2030, med en målsætning om, at ingen børn og unge under 18 år ryger i 2025. Røgfrit Odense er en afdeling i Odense Kommune, der arbejder med at forebygge, at børn og unge begynder at ryge samt hjælper dem, der ønsker at stoppe. Røgfrit Odense forstår rygning som brugen af cigaretter, e-cigaretter, snus, vandpibe, pibe, cigarer og cerutter.

Læs mere på Røgfrit Odenses hjemmeside

 
 

Kontaktinformation

Kasper Ejlertsen, formand, Sundhedsudvalget, mobil: 42 16 26 15

John Fogde, Public Relations Manager, Tinderbox, mobil: 28 89 37 08