Spring til indhold
Nyhed

Sidste velfærdsmøde: Byens velfærdssamtale er kun lige begyndt

05-09-2019

Vi fortsætter samtalerne om velfærden i Odense, lød det fra borgmesteren på det sidste af fem velfærdsmøder. Og der udestår stadig et arbejde med at hjælpe flere ledige i beskæftigelse og at sikre fremtidens velfærd.

Flere ledige skal i arbejde. Der skal gøres mere for at skaffe de rette medarbejdere til velfærdsfagene. Kassen med velfærdspenge skal fyldes op.

Borgernes engagement var på ingen måde klinget af på det femte velfærdsmøde, som foregik i Dalumhallen den 3. september. Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og byrådsmedlem Christel Gall (DF) stod klar til at debattere på det sidste møde, som samtlige odenseanere over 18 år har været inviteret til for at drøfte byens velfærd. En velfærd, som er hårdt spændt for, forklarede social- og sundhedsassistent Fay Catrine Nielsen Haarberg fra hjemmeplejen i Odense i et oplæg:

"Hvis vi skal nå flere borgere på en dag, end vi gør nu, så vil vi kun kunne opfylde de basale behov. Vi vil ikke have tid til de ekstra ting som at give krammere, lytte og spørge ind og give massage, når de er i bad. Desuden er jeg bange for, at vi bliver slidt op, hvis vi skal løbe hurtigere, end vi gør i dag."

Flere i arbejde og bedre rekruttering
Og noget skal der gøres, mente borgerne, som blandt andet kommenterede:

• Vi har en af de højeste ledigheder i Odense, og vi har hørt flere gange, at nu gør man noget. Men der er jo ikke sket ret meget. Hvorfor?

• Som ledig skal du møde op hver tredje måned for at få at vide, at 'vi har ikke noget til dig'. Problemet er, at kommunen ikke har føling med virksomhederne.

• Hvordan vil I rekruttere de unge til velfærdsfagene fremover?

• Man bør ikke kun se på rekruttering. Man bør også se på, hvordan man kan gøre noget for de ældre, så de kan gå fra pleje til selvhjulpenhed.

• Hvor skal pengene til velfærden komme fra? 

Pengene skal findes
Til penge-spørgsmålet svarede Peter Rahbæk Juel:

"Vi har været i gang i løbet af foråret, fordi vi gerne vil være på forkant med den udvikling, der kommer. Vi omprioriterer 200 mio. kroner (til velfærden). Det betyder, at vi kommer til at sige farvel til gode medarbejdere på andre områder (end velfærden), og vi kommer også til at sige farvel til ting, vi er glade for."

Christel Gall pointerede, at det er vigtigt at finde en god balance imellem de mange ting, der skal prioriteres i Odense Kommune.

"Når jeg vier folk, så gør jeg opmærksom på, at forventningsafstemning er vigtigt. Og det er det samme i den her debat. Vi kan ikke alle sige, at vi vil have mere. Vi skal også være villige til at give noget," sagde hun.

Velfærdssnakke fortsætter
Da mødet i Dalumhallen lakkede mod enden, slog borgmesteren fast, at det på ingen måde betød, at velfærdsdiskussionen i byen er slut.

"Vi har haft mange gode diskussioner i dag - om byudvikling, velfærd, og hvordan vi kan hjælpe hinanden. Selvom det er sidste velfærdsmøde, så er samtalen i mine øjne kun lige begyndt. Vi fortsætter samtalerne," sagde han.


FAKTA: Borgernes input til velfærden
Under hvert velfærdsmøde samler Odense Kommune borgernes forslag, anbefalinger og spørgsmål, som alt sammen vil blive bragt videre til byrådet. Borgernes input indgår i byrådets arbejde med at skabe en 2030-plan for velfærden i Odense.

Læs også:
Stort engagement til første velfærdsmøde
Letbanen bliver ivrigt diskuteret på velfærdsmøder
Ældre, børn og frivillighed satte dagsorden på velfærdsmøder

Kontaktinformation

Odense Kommunes kommunikationsafdeling, telefon: 65 51 10 10