Odense giver boliggaranti til hjemløse
Alle borgere i Odense skal have et hjem, som de trygt kan være i. Derfor indfører Odense Kommune og byens fem boligselskaber nu en boliggaranti til hjemløse. Med boliggarantien kan hjemløse i Odense få tilbudt en bolig inden for tre måneder.
Mens Det Nationale Forsknings- og Analysecenter er på gaden i denne uge for at tælle antallet af hjemløse i Danmark, skrev rådmanden for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense og byens boligselskaber fredag under på en ny boliggaranti til hjemløse. En boliggaranti, der skal sikre, at de hjemløse i Odense kan få en bolig inden for tre måneder.
- Et fast tag over hovedet giver pusterum til at fokusere på de problemer, mange af de hjemløse også kæmper med - så som misbrug, psykisk sygdom eller sociale problemer. Derfor glæder jeg mig over, at vi som kommune sammen med boligforeningerne nu kan garantere, at byens hjemløse kan få en bolig og et hjem inden for tre måneder, lyder det fra rådmand Brian Dybro.
I Odense Kommune indførte man i 2009 en Housing First-strategi, der bygger på princippet om, at en stabil boligsituation er en forudsætning for at kunne løse de hjemløses øvrige problemer. Siden 2009 har man i Odense reduceret hjemløshed med 48 %, så det seneste hjemløsetal fra 2017 lå på 113 mennesker og sidste år hjalp kommunen 54 hjemløse i eget hjem.
- Vi har de seneste par år været gode til at hjælpe de hjemløse med at finde en bolig, men vi ved også, at vi de kommende år kan blive pressede på billige boliger - blandt andet på grund af ghettopakken. Derfor er det så afgørende, at vi med boliggarantien kan love de hjemløse, at der vil være en bolig inden for tre måneder. Jeg er rigtig glad for, at de fem boligforeninger fortsat vil være med til at hjælpe de hjemløse, siger rådmand Brian Dybro.
Hos Boligforeningen Kristiansdal er boliggarantien et naturligt skridt i samarbejdet mellem Odense Kommune og boligforeningerne i Odense:
- Alle mennesker tæller i min bog. Derfor skal vi som boligforening selvfølgelig hjælpe til med at tage hånd om dem, der har problemer af den ene eller den anden slags. Det er sådan set et helt naturligt socialt ansvar for os at tage del i, siger direktør Erik Thomsen.
Boliggarantien til hjemløse er indgået i et samarbejde mellem Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, Civica, Arbejdernes Boligforening Odense, Fyns Almennyttige Boligselskab, Boligforeningen Kristiansdal og Odense Boligselskab.
Vedhæftede filer
Boliggaranti til hjemløse.pdfKontaktinformation
Brian Dybro, rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, 2462 1118
Direktør Erik Thomsen, Boligforeningen Kristiansdal, 2966 3530
Formand Flemming Jensen, Civica, 2019 4002
Formand Erling Nielsen, Fyns Almennyttige Boligselskab, 2490 8780
Formand René Bøye, Odense Boligselskab, 2089 7306
Formand Tessa Johansen, Arbejdernes Boligforening Odense, 6016 0192