Spring til indhold
Nyhed

Ny mand i front for kommunikationen i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen

23-05-2019

Niklas Bøgh Bonnemose bliver den 1. august ny leder af Kommunikationsafdelingen i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune.

 

Niklas Bøgh Bonnemose kommer fra en stilling som pressekonsulent i Energinet, men er ikke en ukendt skikkelse i den kommunale verden. Niklas Bøgh Bonnemose har tidligere været presserådgiver på Borgmesterkontoret i Odense Kommune. Som reporter hos både TV2 Fyn og DR Fyn har Niklas også erfaring med at dække de fynske historier på både tv og i radioen.

- Jeg glæder mig til at vende tilbage til Odense Kommune, og ikke mindst til at kommunikere om Beskæftigelses- og Socialforvaltningens ekstremt vigtige opgave med at få flere odenseanere i arbejde. Det er en opgave, der først og fremmest handler om at sikre livskvalitet for de berørte mennesker, og som samtidig har en kæmpe betydning for hele Odenses udvikling. Både når det gælder beskæftigelsesindsatsen og indsatsen for byens sårbare er et godt samarbejde med byens borgere, virksomheder og foreninger afgørende, og derfor er det vigtigt at få fortalt om forvaltningens arbejde, siger Niklas Bøgh Bonnemose.

I Beskæftigelses- og Socialforvaltningen får Niklas Bøgh Bonnemose ansvaret for den interne og eksterne kommunikation i arbejdet med at få flere odenseanere i job og uddannelse.

- Det bliver rigtig godt at få Niklas med på holdet. Han er en rigtig Odense-dreng, der brænder for byen og for den udvikling, der er i gang i øjeblikket. Med Niklas ombord får vi en leder af kommunikation, der både kan sætte sig i borgernes og medarbejdernes sted, og det er vigtigt, når kommunikationsafdelingen skal formidle information til ledige odenseanere, sårbare unge, de lokale virksomheder og til de medarbejdere, der hver dag arbejder for at hjælpe borgerne tættere på uddannelse og job, siger René Junker, administrerende direktør i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen.

- Niklas bliver en særdeles kompetent leder for forvaltningens dygtige kommunikationsmedarbejdere. Niklas er en dygtig journalist, der derudover er hjemmevant i den kommunale verden. Han kommer til at få en vigtig rolle med at fortælle om det gode arbejde, de 1400 medarbejdere i forvaltningen laver hver eneste dag, og han skal sikre, at vi fortsat har en god dialog og kommunikation med presse, borgere og medarbejdere, siger sekretariatschef i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, Rikke Thaisen.

 
 

Kontaktinformation

René Junker, adm. direktør, Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, 2341 4228