Spring til indhold
Nyhed

Din Verden – Min Verden: En Bedsteforældredag med fokus på teknologi

29-10-2019

Lørdag d. 2. november inviterer Det Hjælpsomme Hjem og Dalum Bibliotek børn og bedsteforældre til en dag med teknologiske oplevelser på tværs af generationer. Børnene kan vise deres bedsteforældre, hvordan man bygger robotter, mens bedsteforældre kan introducere børnene for hjælpemidler og velfærdsteknologi.

Det Hjælpsomme Hjem, som er Odense Kommunes udstillingslejlighed for hjælpemidler og velfærdsteknologi, har sammen med Dalum Bibliotek søgt penge fra Generationspagten for at kunne stable et spændende arrangement på benene. Et arrangement ud over det sædvanlige, hvor både generationer og teknologi kan mødes og udforskes.

Arrangementet foregår som en slags åbent hus, hvor man kan kigge forbi og være med, når det passer ind mellem kl. 10 og 14.

"Det, at vi ligger side om side på Dalumvej, synes vi, giver os nogle spændende muligheder for at samarbejde, vi glæder os derfor til en dag, som samler generationerne og forhåbentlig bidrager til, at både børn og bedsteforældre bliver klogere på hinanden, på teknologien og de mange muligheder, som findes på det område," fortæller Mette Larsen, der er projektleder i Det Hjælpsomme Hjem.

Vis mig din verden, så viser jeg dig min

Formålet med dagen er at give børn og bedsteforældre en forståelse for hinandens verdener og skabe fælles erfaringer i mødet med teknologien. Børnene kan hjælpe bedsteforældre med at afmystificere teknologien og give dem større tryghed i forhold til anskue teknologi gennem leg - og i mødet med Det Hjælpsomme Hjems teknologiske hjælpemidler. Samtidig kan bedsteforældrene være med til at afmystificere det at blive ældre ved at vise børnebørnene hjælpemidlerne og få en snak om, hvordan det er at være gammel.

Helt konkret så kan børn og bedsteforældre den 2. november komme og lege med KUBO-robotter, littleBits og andre sjove robottyper. De kan se og prøve forskellige hjælpemidler samt afprøve PlayStation Virtual Reality, dyste på et interaktivt gulv, deltage i konkurrencer, og sidst men ikke mindst kan børn og bedsteforældrene melde sig til at bygge en skrot-robot sammen og efterfølgende deltage i en robotsumobrydning med skrot-robotten.

Tid, sted og praktisk information

Arrangementet er gratis, og der serveres brunsviger, saft og kaffe til de fremmødte.
Tilmelding er nødvendig til robot-workshoppen og kan ske på bibliotekets hjemmeside; https://www.odensebib.dk

Sted: Dalum Bibliotek og Det Hjælpsomme Hjem, Dalumvej 95, 5250 Odense SV

Dato: 2. november 2019

Tid: Kl. 10.00-14.00

Byg en skrot-robot: Kl. 10.30-12.30 (På Biblioteket)

Dyst mellem robotter: Kl. 12.30-13.30 (I Det Hjælpsomme Hjem)

Kontaktinformation

Mette Larsen, Projektleder Det Hjælpsomme Hjem

Tlf. 63 75 35 81 / 29 42 75 44
Mail: meja@odense.dk