Spring til indhold
Nyhed

Demensugen: OB bliver Demensvenner

19-09-2019

Odense Boldklub er blevet demensvenner. Det bliver fejret i anledning af demensugen, når fodboldinteresserede beboere fra Odenses plejecentre skal ind og se OB spille 3F Superligakamp mod AGF fredag den 20. september kl. 19:00.  

OB bliver Demensvenner. Janus Drachmann, Jeppe Tverskov og Moses Opondo

Fredag den 20. september kl. 19 går det løs i Nature Energy Park, når OB møder AGF. Og blandt publikum er der nogle helt særlige gæster. 20 ældre fra Odenses plejecentre skal ud og se kampen, og som noget nyt bliver det 11 nye demensvenner, der løber på banen. 

Som den første superligaklub i Danmark er Odense Boldklub blevet demensvenner, og inden kampstart modtager de deres diplom fra rådmand Søren Windell (K):

-    Jeg håber, at de ældre får en herlig oplevelse fra tilskuerpladserne på fredag. Og så er jeg naturligvis rigtig glad for, at OB har valgt at støtte op om et demensvenligt Odense. Det rykker virkelig, når civilsamfundet, kommunen, erhvervsliv og foreninger går sammen om at støtte vores fælles mål. Jeg er stolt af klubben og håber, at andre klubber og idrætsforeninger følger trop. Vi skal gerne nå derhen, hvor demens ikke er en hindring for at være aktiv.  

Demensvenligt Odense er ambitionen om, at Odense skal være en by, hvor mennesker med demens kan leve så normale og trygge liv som muligt. Blandt andet ved at almindelige borgere, butikspersonale, bibliotekarer, buschauffører - og nu også fodboldspillere - får en ekstra viden om demens ved at blive demensvenner. 

Kommerciel chef i OB, Jack Jørgensen supplerer:

- Vi vil gerne vise mennesker med demens, at vi bakker op om dem, og vi vil gerne være med til at synliggøre Odense som en demensvenlig by. Hvis vi gerne vil have, at folk tager sig af OB, så er vi nødt til at tage os af samfundet omkring os. OB er en klub med 132 års historie, og vi har fans og interessenter i alle aldre - vi behøver ikke altid at have fokus på de yngste fans."

Praktisk
Kampen begynder kl. 19
 

En OB-ambassadør (en tidligere spiller) tager imod de ældre og personalet kl. 18.15 sammen med rådmanden. 
 

Odense har godt 6000 demensvenner. 
 

Kontaktinformation

Christian Marcussen, presseansvarlig i Ældre- og Handicapforvaltningen: 51284251
 
Jack Jørgensen, kommerciel chef i OB: 52808818