De seks største byer vil have kulturpolitikken tilbage på dagsordenen
Nu vil København, Aarhus, Esbjerg, Odense, Aalborg og Randers arbejde sammen om at få kunst og kultur højere op på den nationale dagsorden. Byerne tager hul på debatten den 23. august på Kulturmødet Mors.
Blandt politikere fra landets seks største byer er der bred enighed om, at kunst og kultur spiller en afgørende rolle for en positiv udvikling af kommunerne samt for sammenhængskraften i samfundet generelt.
Imidlertid bliver kunst og kultur omtalt og opfattet som flødeskum - og flødeskum står selvsagt svagt overfor ældrepleje og børneinstitutioner, når der skal prioriteres i de kommunale budgetter.
Den opfattelse ønsker 6-byerne at nuancere.
Varieret debat på Mors
Derfor vil 6-byerne benytte Kulturmødet Mors til at arrangere en debat om det helt særlige, som kunst og kultur kan - også når det gælder store samfundsspørgsmål som byudvikling, klimaudfordringer og dannelse af børn og unge.
Sammen med direktør for Aarhus Teater, Allan Aagaard, sætter rådmand i Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad, samt formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen, fokus på de positive effekter, som samarbejdet mellem kultur og erhvervsliv skaber for byer som for eksempel Esbjerg og Aarhus.
- Jeg glæder mig rigtig meget til debatten. Kulturen og dens betydning for vores samfund er enormt vigtig. I Aarhus har vi udvidet kulturbegrebet - det handler ikke kun om kunst. Kultur fungerer som driver i stort set alt, hvad vi foretager os - byudvikling, erhverv, sammenhængskraft osv. Lige nu står FNs Verdensmål højt på Aarhus' dagsorden, og netop her spiller kulturen en stor rolle i formidlingen af målene, siger Rabih Azad-Ahmad.
Kultur- og Fritidsborgmester i Københavns Kommune, Franciska Rosenkilde, undersøger sammen med forfatter Charlotte Weitze kunstens potentialer i formidlingen af de klimaudfordringer, som Danmark og resten af verden står overfor. Kan kunsten noget, som forskningen ikke formår, når det drejer sig om at skabe forandring?
- Jeg ser frem til at udforske kulturens potentiale sammen med en masse kulturaktører og helt almindelige borgere på Mors. Kulturen har en unik evne til at forandre den måde, vi tænker og lever på. Blandt andet derfor er den et enormt vigtigt værktøj til at imødegå de store udfordringer, vi som samfund står over for, siger Franciska Rosenkilde.
Afslutningsvis runder de to kulturrådmænd Jane Jegind og Mads Duedahl fra henholdsvis Odense og Aalborg Kommune debatten af med et kig på samarbejdet mellem kulturområdet og den åbne skole, som har kørt siden skolereformen i 2014. I selskab med Leon Sebbelin, formand for KL's Kultur-, Erhverv- og Planudvalg, ser politikerne på de erfaringer og resultater, der er opnået. Har samarbejdet mellem kultur og den åbne skole medført lige vilkår for børn og unges møde med kunst og kultur? Eller er det et storbyfænomen?
- Det glæder mig at KL's Kultur-, Erhverv- og Planudvalg sætter fokus på hvordan kunst og kultur bliver en del af skoledagen. I Odense arbejder skolerne og kulturinstitutionerne allerede tæt sammen om at skabe kulturtilbud til den åbne skole. Det er afgørende, at vi giver vores børn og unge mulighed for at blive kulturvante, for det styrker dem i deres møde med omverdenen. Jeg ser frem til en god debat, siger Jane Jegind.
Samlet vil debatterne give tre forskellige bud på den værdi, som kunst og kultur giver til den enkelte og til samfundet - det er langt fra flødeskum, men en del af fundamentet for det gode liv.
Ved spørgsmål ang. indhold, by- og kulturrådmand Jane Jegind, tlf.: 6551 2000
Ved spørgsmål ang. praktik, kulturkonsulent Mette Jensen, tlf.: 6551 2804