Spring til indhold
Nyhed

Chris MacDonald skyder gå-kampagne i gang

28-05-2019

For 10. år i træk sætter Odense Kommune atter 'gang i uge 23'. Fra d. 3. til 8. juni vil der være fokus på gang. I alt 73 gåture er planlagt i hele byen. Den første tur sættes i gang af sundhedsguruen Chris MacDonald.

 
 
Chris MacDonald
 
 

Kampagnen 'Gang i uge 23' er et samarbejde mellem frivillige foreninger/enkeltpersoner, By- og Kulturforvaltningen og Ældre- og Handicapforvaltningen. Formålet med gåkampagnen er at udvide kendskabet til gå-fællesskaber og inspirere seniorer til at melde sig ind i lokale gåklubber eller starte deres egne, så de kan komme mere ud at gå i hverdagen.

Det er nemlig både let, sundt og sjovt at gå lidt mere i hverdagen. En god gåtur gør ikke bare underværker for helbredet, den giver bl.a. også mulighed for hyggeligt, socialt samvær med dem, man går sammen med.

Koden bag sundhed er mere end løbeture og broccoli

Kampagnen skydes i gang af Chris MacDonald, der stiller skarpt på motionens og naturens gavnlige effekter på vores fysiske og mentale helbred. Chris er kendt som sundhedsguruen nr. 1, men han er også en veluddannet Human Fysiolog og bestseller-forfatter. Han har medvirket i adskillige tv-programmer hvor han har coachet danskerne til en sundere livsstil.

"Vi ved i dag, at vi har en række dybe og naturlige behov, der skal opfyldes, hvis vi vil opleve energi og sundhed. Og de behov handler om meget mere end broccoli og løbeture. Sundhed er flettet sammen med biologi, psykologi og sociale relationer og ikke mindst kontakten med naturen. Det er heri, vi finder koden til sundhed. Derfor er netop fælles gåture i naturen en oplagt måde at tænke sundhed på," forklarer Chris MacDonald.

Foredraget foregår i Seniorhus Odense mandag den 3. juni kl. 11. Efterfølgende er der arrangeret fælles gåtur i Åløkkeskoven. Der er tilmelding til arrangementet på hjemmesiden www.odense.dk/gangiuge23.

På tværs af generationer

Det er ikke kun seniorerne i byen, der glæder sig til en spændende og aktiv uge 23 med gåture i det fri. Det samme gør en masse børn fra lokale institutioner i Odense. For igen i år følges de ældre fra alle kommunens plejecentre med børn fra børnehaver og dagplejer.

"Børn og ældre har meget at tilbyde hinanden, og når de to generationer mødes, opstår der noget unikt. Jeg er glad for, at Gang i uge 23 ud over fokus på sundhed, motion og fællesskab også sætter fokus på generationsmødet, så børn og ældre får mulighed for at nyde samværet med hinanden," udtaler rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen, Søren Windell (K).

Gåture for enhver smag

Der er masser af muligheder blandt de 73 forskellige gåruter, der er på programmet i år. Hvad end man ønsker at se nye områder, vandre langs åer og i skove, gå stavgang eller intervalgang eller blot ønsker at gå en tur i den smukke odenseanske natur og møde nye mennesker, så er der noget for enhver smag.

Læs meget mere om de mange spændende gåture på www.odense.dk/gangiuge23. Find vej til ruterne med www.odenserundt.dk/gangiuge23

 
 

Kontaktinformation

Elsebeth Lind Mikkelsen

Medarrangør af gå-kampagnen

Konsulent, Team frivillighed

Tlf. 21 49 38 77

Søren Windell

Rådmand

Ældre- og Handicapforvaltningen

Tlf. 30 70 36 93