Spring til indhold
Nyhed

Borgmester: Godt at Fyns Politi kan tage hårdt fat over for banderne

21-02-2019

Den seneste tid har Vollsmose været præget af flere skudepisoder, og Fyns Politi betegner nu urolighederne som en bandekonflikt. Borgmester Peter Rahbæk Juel er tilfreds med, at politiet dermed får adgang til ekstra redskaber til at slå hårdt ned på de kriminelles konflikter, som igen er blusset op i Vollsmose.

 

Fyns Politi meddeler i dag, at de seneste ugers uroligheder i Vollsmose mellem to grupperinger nu betegnes som en bandekonflikt. Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, bakker Fyns Politi op og hilser det velkommen med en hård tilgang over for banderne.

"Kampen imod banderne er et lagt sejt træk. Og ingen - særligt de kriminelle - skal være i tvivl om, at i Odense slækker vi ikke trykket på de kriminelle et eneste sølle sekund. Vi vil ikke have bander i byen. Hele byen står sammen om, at vi ikke vil finde os i deres asociale adfærd, og det er betryggende, at Fyns Politi kan tage skrappe midler i brug over for banderne," siger Peter Rahbæk Juel.

Klart og kontant signal til banderne

Odenses borgmester har fulgt episoderne i Vollsmose tæt, og han er i løbende dialog med både Fyns Politi og kommunens nøglemedarbejdere om indsatsen mod de kriminelle grupperinger.

"Selvom de tidligere bandemedlemmer har taget deres rygmærker af, og de for en stund er væk fra forsiderne, så er vi udmærket klar over, at problemerne ikke er løst. Det er ikke rygmærkerne, men deres asociale, kriminelle adfærd, der er problemet. Derfor er det rigtig godt, at politiet griber så kontant ind, straks konflikterne eskalerer. Det sender et klart signal til alle bandekriminelle. Vi bliver ved at gå efter jer - også selvom I tager vesten af. Og det kommer vi til at gøre, lige så længe I fortsætter jeres ulovlige aktiviteter", siger Peter Rahbæk Juel.

Link til Fyns Politis pressemeddelelse

FAKTA - Odense mod banderne

Odense har med mellemrum oplevet bandekonflikter. Senest har et tæt samarbejde mellem borgere, erhvervsdrivende, frivillige organisationer, Fyns Politi og Odense Kommune været med til at stække banden Black Army i Odense. Samtidig har byrådet sat gang i flere indsatser, der styrker rammerne for bandebekæmpelse, og kommunen har været i løbende dialog om indholdet i Bandepakkerne og etableringen af Det Nationale Banderåd.

  • I kommunens 2018-budget blev der afsat 10 mio. kr. til tre konkrete bandeindsatser: Byens børn og unge skal fravælge banderne til fordel for meningsfulde fællesskaber. Støtte til socialt udsatte borgere, som skal skærme dem mod udnyttelse og misbrug fra bandemiljøet. Bedre hjælp til ofrene - ofre for og vidner til bandekriminalitet får den hjælp, de har brug for.
  • Opnormering af kommunens kontrolgruppe, som bl.a. skal stoppe sociale ydelser til registrerede bandemedlemmer.
  • Etablering af specialenhed, som skal aktivere borgere med banderelationer, der modtager offentlige forsørgelsesydelser.
  • Tryghedsskabende stormøder i samarbejde med Fyns Politi, boligorganisationer, erhvervsdrivende og civilsamfund.
  • Odense Kommune er repræsenteret i det Nationale Råd for Bandebekæmpelse, som skal sikre et kontinuerligt pres på banderne.
 

Kontaktinformation

Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense Kommune, mobil: 30513115

(eller via presserådgiver Jon Bøge Gehlert, mobil: 21152910)