Spring til indhold
Nyhed

Børn- og ungerådmand inviterer til ”Åbent kontor”

13-09-2019

Hvad vil du allerhelst spørge politikerne om og have på dagsorden? Det må du gerne finde ud af nu, for børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen åbner fra slutningen af september sit kontor op og inviterer borgerne til åben dialog.

Kom indenfor og fortæl om din idé til nye måder, børn- og ungevelfærden kan indrettes på - eller del din oplevelse af den nuværende! Sådan lyder opfordringen fra børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen, der nu åbner sit kontor for borgerne en gang om måneden. Første gang odenseanerne kan møde op og få taletid hos den øverste politiske ansvarlige i Børn- og ungeforvaltningen bliver den 27. september.

- I dag modtager jeg mails fra borgere i min indbakke, og det er jeg glad for, men nogle gange er det simpelthen lettere at mødes og tale om tingene. Og hvis det for nogen har været en barriere at formulere sig på skrift, så imødekommer jeg også dette ved at invitere til "åbent kontor". Jeg tror på, at det direkte møde, øjenkontakten og følelsen af at blive hørt, kan noget. Jeg vil i hvert fald gerne undersøge det, siger Susanne Crawley Larsen.

"Åbent kontor" hos børn- og ungerådmanden har til formål at styrke den direkte dialog med børn, unge og deres forældre.

- Jeg håber, at mange vil lægge vejen forbi. Ordet - og emnet - er frit. Jo bedre jeg kender min by og menneskene, der bor i den, jo bedre er jeg rustet til at træffe beslutninger, siger Susanne Crawley Larsen.

Børn- og ungerådmanden sagsbehandler ikke og drøfter heller ikke personsager, men lytter gerne til erfaringer, som forvaltningen kan lære af. Børn- og Ungeforvaltningens forældrerådgiver Bjarne Bruun vil være til stede i forbindelse med "åbent kontor" og kan eventuelt guide videre til de relevante kommunale tilbud. Hvis der er behov for det, kan han også tilbyde at tage en samtale efterfølgende.

Fakta
"Åbent kontor" finder sted: 
- Fredag 27/9 kl. 12.00-13.00 
- Torsdag 31/10 kl. 15.30-16.30 
- Torsdag 28/11 kl. 15.30-16.30 

Borgere kan møde op på Ørbækvej 100, indgang B, 5220 Odense SØ, men hvis man vil være sikker på at kunne få tid, kan man på forhånd tilmelde sig ved at kontakte rådmandssekretær Jeanette Søby på jeans@odense.dk eller tlf 65515005 med oplysninger om sit navn og det emne, man ønsker at tale med rådmanden om.


Der er tale om en forsøgsordning i efteråret 2019, hvorefter erfaringerne fra "Åbent kontor" evalueres. 

Link til hjemmesiden om "Åbent kontor"

Kontaktinformation

Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand, sucl@odense.dk, mob: 30604419