Spring til indhold
Nyhed

12 nominerede til Odenses verdensmålspriser er fundet

07-08-2019

12 nominerede til Odenses verdensmålspriser er fundet

I et stærkt felt af over 60 kandidater er 12 initiativer nomineret til fire nye odenseanske verdensmålspriser, som uddeles for første gang den 29. august 2019 på Odense Rådhus.

Odense Bæredygtighedsråd har hvert år siden 2011 uddelt Odense Bæredygtighedspris. Nu har prisen skiftet navn og uddeles for første gang som Odense Verdensmålspris. Som noget nyt uddeles også de tre sidepriser Ungeprisen, Hverdagsaktivisten og Klimaprisen.

Interessen for at indstille kandidater har været stor, fortæller Peter Rahbæk Juel, borgmester og formand for Odense Bæredygtighedsråd:

- De fire nye verdensmålspriser illustrerer, at Odense som by prioriterer verdensmålene og arbejder med dem på rigtig mange forskellige måder. I Bæredygtighedsrådet var vi spændte på, hvor mange der ville søge de nye verdensmålspriser, men flere end 60 indstillinger er virkelig flot. Det fortæller os, at mange forskellige odenseanske aktører allerede arbejder med verdensmålene, hvilket jeg er rigtig glad for på byens vegne. Og vi var faktisk kommet på en svær opgave, da vi skulle vælge de 12 nominerede, for det var et meget bredt felt af kvalificerede kandidater, fortæller Peter Rahbæk Juel.

FN's 17 Verdensmål for en bæredygtig udvikling på kloden danner rammen om de fire nye verdensmålspriser. De tolv nominerede er:

Odense Verdensmålspris (hovedprisen):

  • Tasso A/S
  • Plus Pack A/S
  • Professor Henrik Wenzel, Center for Livscyklus Studier, SDU.
     

Ungeprisen:

  • UngEnergi Odense
  • Den Grønne Paraply, Odense Katedralskole
  • Klimaheltene fra 3.A på Abildgårdskolen.
     

Hverdagsaktivisten:

  • Tuyen Phan
  • Kefa Abu Ras
  • Amanda Poulsen.
     

Klimaprisen:

  • exodraft a/s
  • Borgerne fra projektet "Klimaklar i Skibhus"
  • PhD studerende Anders Mortensen og Kasper Rasmussen, Institut for Kemi- Bio- og Miljøteknologi, SDU.

Læs meget mere om alle de 12 nominerede på: www.odense.dk/Baeredygtighedsraad.

Indbydelsen til prisarrangementet er vedhæftet.

Overrækkelse af verdensmålspriserne

Hvem der vinder de fire verdensmålspriser afsløres torsdag d. 29. august, kl. 15-18 på Odense Rådhus, hvor alle nominerede vil præsentere deres initiativ. Arrangementet er gratis og åbent for alle.

Læs mere og tilmeld prisarrangementet på: www.odense.dk/Baeredygtighedsraad.

Om de fire verdensmålspriser

Odense Verdensmålspris giver Odense Bæredygtighedsråd til en aktør, som har forholdt sig til alle verdensmålene og som har fundet ud af hvilke mål, der er relevante for den pågældende aktør. Ungeprisen hylder odenseanske unge, som tager ansvar og engagerer sig i ét eller flere af verdensmålene. Med Hverdagsaktivisten hyldes en odenseaner, som i sin dagligdag tager ansvar og engagerer sig i ét eller flere verdensmål. Klimaprisen hylder et odenseansk initiativ, som bidrager til verdensmål 7 eller 13, der handler om bæredygtig energi og klimaindsats. Klimaprisen uddeles af Verdensmål Udvalget, som er nedsat af Odense Byråd.

På fotoet ses Kristian B. Pedersen, adm. dir. Tasso A/S. Virksomheden er nomineret til hovedprisen Odense Verdensmålspris, som er en af de fire verdensmålspriser (fotokredit: Sophia Juliane Lydolph).
 

Fotos af alle de 12 nominerede kan hente i dropbox:

https://www.dropbox.com/sh/0ug25mlxwbdj47j/AADd_y_sFEoHqLosMplcnIvTa?dl=0

Kontaktinformation

Peter Rahbæk Juel, borgmester og formand for Odense Bæredygtighedsråd: tlf. 30 51 31 15.

Torben Jarlstrøm Clausen, projektleder, Odense Kommunes Bæredygtighedssekretariat: tlf. 24 59 76 56 / tjc@odense.dk