Spring til indhold
Nyhed

Talerør for Odenses udsatte er nu på plads

02-05-2018
 

Rådmand Brian Dybro og rådets nye formand, Palle Lund, har nu sammensat det nye råd for socialt udsatte i Odense.

 
 

De personer, der de næste fire år skal tale de udsattes sag i Rådet for Socialt Udsatte i Odense, er nu helt på plads.

Det er rådets nye formand, Palle Lund, tidligere direktør i Socialstyrelsen, der sammen med beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro har fundet frem til det nye råd.

- Jeg er glad for nu at kunne præsentere et nyt, stærkt råd for byens socialt udsatte. En rigtig god blanding af hidtidige medlemmer og nye ansigter, siger beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro.

Ny næstformand for rådet er Mette Guul, der overtager for gadepræst Peder Thyssen, som ikke ønskede at fortsætte. Mette Guul sad i forvejen i rådet og er til daglig centerleder på Reden i Odense.

Udover den nye formand er Birgit Bech, Mødrehjælpen, og Jens Pilhom, boligforeningen Civica, helt nye medlemmer af rådet, mens Per Franch, Fyns Politi, overtager for kollegaen Jan Johnny Sørensen.

- Det er vigtigt for mig, at rådet består af en bred vifte af dem, der til dagligt har med vores udsatte at gøre. Derfor er jeg også utrolig glad for, at vi nu har fået de almene boligforeninger repræsenteret ved direktør Jens Pilholm, og at Mødrehjælpens leder Birgit Bech ligeledes har takket ja til at være med, siger Brian Dybro.

Rådet består nu af:

  • Palle Lund, formand
  • Mette Guul, næstformand, KFUK, Reden Odense
  • Marianne Kragman, Café Paraplyen
  • Kaj Skjølstrup, Kirkens Korshær Odense
  • Dicte Dahl, Community Center Vollsmose
  • Stig Sonne Jensen, SAND
  • Birgit Boding, Værestedet Stoppestedet
  • Kim Balsløv, Psykiatrisk Afdeling OUH
  • Lenna Vogn Petersen, University College Lillebælt
  • Per Franch, Politiet
  • Eva Pasgaard, Cityforeningen
  • Jens Pilholm, Civica  
  • Birgit Bech, Mødrehjælpen

Om rådet:

Rådet for Socialt Udsatte i Odense skal forstærke det fælles ansvar for udsatte i Odense - såsom hjemløse, misbrugere, prostituerede og sindslidende. Herudover vil rådet have fokus på de udsatte blandt unge og etniske minoriteter.

Rådet er de udsatte gruppers talerør i forhold til det sociale område i Odense - det sker eksempelvis via deltagelse i debatten på området og gennem dialog og samarbejde med Beskæftigelses- og Socialforvaltningen og det politiske udvalg.  

 
 
Kontaktinformation

Rådmand Brian Dybro, 2462 1118

Formand Palle Lund, 2063 5251