Spring til indhold
Nyhed

Odenses politikere til byens unge: Jeres mening tæller!

09-08-2018
 

Det er fra de unge, at fornyelsen skal komme. Og det er derfor de unge odenseaneres stemme, politikerne vil høre, og som de nu går på jagt efter. I disse uger tages første skridt på rejsen mod "Et stærkt ungedemokrati".

 
 

I marts 2018 vedtog byrådet i Odense et forslag fra børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen om, at der skal skabes et stærkt ungedemokrati i byen - nu ligger planen så klar for, hvordan et sådant demokrati bliver til. Hvad resultatet i sidste ende bliver, er der ingen, der ved endnu. Og det er netop meningen med det hele.

-       Vi har ikke løsningen på forhånd, for det er ikke os etablerede politikere eller medarbejdere i Børn- og Ungeforvaltningen, der skal bestemme. Det er slet ikke sikkert, at vi ved, hvad de unge efterspørger. Det er det, vi nu skal finde ud af, og jeg er virkeligt spændt på at høre de unges mening om det, siger Susanne Crawley Larsen (R), der er rådmand i Børn- og Ungeforvaltningen.

Hen over de næste fire måneder skal undersøgelser, fokusinterviews, videoklip fra de unge og forskellige workshops udforske, hvordan unge i Odense i dag gør brug af muligheden for at påvirke forskellige beslutninger. Udover hvordan det ser ud i dag, så går en lige så stor del af arbejdet ud på, at politikerne vil høre de unges ideer til, hvordan ungedemokratiet kan foldes ud i fremtiden.

-       Vi ved, at de unge har noget på hjerte. I dag er der allerede mange af dem, der er aktive i politiske og sociale organisationer. Men vi er også meget optaget af at få fat i de unge, der ikke plejer at sige noget - i hvert fald ikke i de etablerede arenaer - for jeg er sikker på, at de også har noget på hjerte, sige Susanne Crawley Larsen.

Vil også have fat i andre end de sædvanlige

Allerede i dag har Odense Kommune etableret et fælles elevråd og via ungdomsskolen UngOdense er det også muligt at tilmelde sig projektet "Ung med Mening", der skaber nye fællesskaber, løfter ideer og arrangementer for ungdommen i Odense. Blandt deltagerne er der opbakning til ideen om at finde frem til nogle af de unge, der normalt går og putter lidt med deres holdninger og meninger.

-       Det er godt, at man snakker med en bredere vifte af unge, end man plejer. Vi er så mange unge i byen, og vi synes så mange forskellige ting. Når man f.eks. sidder i elevrådet, så repræsenterer man alle unge, men man kender ikke alle unges mening. Så det er vigtigt, at man lytter til dem, som man ikke plejer at spørge, så man kan finde ud af, hvad de synes er vigtigt, og hvad de kunne tænke sig, siger Ida Nørgaard Hansen, der lige er begyndt i 9. klasse på Holluf Pile Skole og medlem af "Ung med Mening".

Også et andet medlem af "Ung med Mening", 17-årige Monique Veni Jørgensen, opfordrer Odenses unge til at sige ja, nu hvor de bliver budt op til dans af politikerne.

-       Man skal tage ja-hatten på og se det her som en kæmpe mulighed for unge i Odense, siger hun.

-       Det er vigtigt, at unge kan komme med i demokratiet fra starten og ikke først, når de fylder 18 år. Vi er specialister inden for ungeområdet; folkeskolen, ungdomsskolen, vores fritidsliv og i foreningslivet. Vi sidder med "unge-viden", som skal bruges, for der er nok sket en del, siden dem, der træffer beslutningerne, selv var unge, uddyber Monique Veni Jørgensen.

Unge skal tage medansvar

Hele Børn- og Ungeudvalget bliver involveret i processen med at få de unge i tale, og her skal politikerne nok øve sig i at lukke munden og i stedet slå ørerne ud, så de i sidste ende vælger det eller de koncepter for et ungedemokrati, som de unge kan se sig selv deltage i.

-       Drømmen er, at de unge udtrykker sig, når der er beslutninger, der har med dem at gøre. Men drømmen er også, at de med tiden giver deres mening til kende om alt - ikke kun når det handler om dem selv, men også når det kan være til gavn for hele byen. Jeg ønsker, at unge skal tage ansvar for ikke bare sig selv, men også for andre end sig selv, siger Susanne Crawley Larsen.

Børn- og Ungeudvalget forventer at have et eller flere forslag til koncept klar i december i år for derefter at give anbefalingerne til "Et stærkt ungedemokrati" videre til det nyetablerede § 17, stk. 4-udvalg vedrørende borgerinddragelse.

 
 
Kontaktinformation

Susanne Crawley Larsen (R), rådmand, Børn- og Ungeforvaltningen, mobil: 30604419

Camilla Nowak, stabschef, Børn- og Ungeforvaltningen, mobil: 30122172