Odenses iværksætterfestival er klar med topambitiøst program
Går du rundt med en idé til en ny virksomhed, eller har du måske allerede kastet dig ud i livet som iværksætter? Så er der mulighed for - helt gratis - at blive både klogere og dygtigere til Odense Kommunes iværksætterfestival fra den 12. til 16. november.
Festivalen skydes i gang i Odeon mandag den 12. november, når der fra klokken 12.30 til 16 er Kick-off med blandt andre Tobias Hamann, kendt fra Den Store Bagedyst, samt iværksætter og sociolog Emilia Van Hauen der vil give sit syn på den danske iværksætterkultur.
Resten af ugen byder på utallige arrangementer - alle inden for erhverv og iværksætteri. Det er et vigtigt arrangement for både iværksættere og Odense Kommune, mener rådmand Jane Jegind (V)
- Odense har brug for virksomheder i vækst og nye iværksættere, og festivalen er et spændende tilbud, hvor man kan blive klogere, etablere nye netværk og skabe grobund for de gode ideer. Der er blevet lavet et virkelig interessant program med noget for enhver smag, så jeg er sikker på, at alle deltagerne kommer hjem med ny viden, som de kan bruge i deres hverdag, siger Jane Jegind.
Cirka 800 deltagere vil i løbet af festivalens fem dage deltage i de mange aktiviteter og workshops rundt omkring i de forskellige iværksættermiljøer i Odense og Svendborg.
- Vores overskrift på festivalen er 'Viden, Netværk og Fællesskaber'. Vi arbejder altid på, at du går klogere hjem med værktøjer, som du kan bruge i morgen i din virksomhed. Det er vigtigt for os at vise, at vi har mange ressourcer i Odense og på Fyn, og under festivalen vil man møde masser af andre mennesker og få udvidet sit netværk og fællesskab, fortæller chef for Erhvervskontakten i Odense Kommune Anette Pihl Nielsen.
Iværksætterfestivalen er en del af et blomstrende iværksættermiljø i Odense Kommune, hvor man blandt andet har overhalet Aarhus Kommune og nu ligger på en delt andenplads i Danmark efter København, når man ser på etableringsraten over nye virksomheder i CVR-registret.
- Det er helt vildt spændende, at det går så godt i Odense. Det er en fælles bevægelse, som også hænger sammen med, at man politisk har valgt at satse på vækst. Vi har fået så mange store events som H.C. Andersen Festivals og Tinderbox, og vi har store anlægsprojekter som letbanen og supersygehuset, der er et signal til omverden om, at Odense virkelig rykker nu. Det giver iværksættere tro på, at fremtiden er god, og at Odense er et godt sted at etablere sig, siger Anette Pihl Nielsen.
Festivalen støttes af Jyske Bank, Søby Revisorer, Kielberg Advokater og GF Forsikring - De vil under Kick-off stille deres ekspertviden gratis til rådighed.
Du kan se hele programmet og tilmelde dig på ivservice.nemtilmeld.dk/170
Iværksætterfestival 2018 program online.pdf 10 gode råd - Iværksætterfestival.pdfKontaktinformation
Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf.: 20 91 10 31
Anette Pihl Nielsen, chef for Erhvervskontakten, Odense Kommune, tlf.: 29 33 54 33