Spring til indhold
Nyhed

Odenseanske virksomheder hyldes: her er de nominerede til årets Handicappris

28-11-2018

Når Handicapprisen 2018 skal overrækkes, skal vinderen findes blandt tre odenseanske virksomheder, der alle har personer med handicap som en del af kollegaflokken i det daglige arbejde.

 

Nogle mennesker med handicap har svært ved at få fodfæste eller overhovedet at få foden indenfor på arbejdsmarkedet. Men det at være en del af et arbejdsfællesskab har stor betydning, og selvom der kan være særlige hensyn, der skal tages til kollegaer med et handicap, er værdien i at have et arbejde at stå op til rigtig stor for de mennesker, der har et fysisk, psykisk eller kognitivt handicap.

Mandag d. 3. december overrækker rådmand i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen Brian Dybro Handicapprisen 2018 til en virksomhed, der skaber arbejdspladser til mennesker med et handicap.

- Vi vil gerne hylde de virksomheder, der ser en dygtig medarbejder og ikke et handicap. Det er fantastisk at se virksomheder, der tager et socialt ansvar på sig og arbejder for et rummeligt arbejdsmarked, hvor der er plads til, at mennesker med handicap kan yde en indsats og give værdi til virksomheden eller organisation, siger Brian Dybro.

Borgmester Peter Rahbæk Juel deltager også, når Handicapprisen endnu en gang uddeles af Odense Handicapråd og Odense Kommune.

- Det har enormt stor værdi for Odense, når virksomheder udviser samfundssind og gør en indsats for at rumme forskellige typer medarbejdere. En god, stærk virksomhed er så meget mere end bare sorte tal på bundlinjen i årsregnskabet, og som by skal vi huske at hylde og anerkende de virksomheder, der gør en ekstra indsats, siger Peter Rahbæk Juel.

De nominerede

Odense Handicapråd har nomineret tre kandidater til prisen. De nominerede er:

Malerfirmaet Knold og Thinesen: I kollegaflokken hos Malerfirmaet Knold og Thinesen finder man en døv kvinde. Kvinden er ansat som ufaglært maler, og selvom der nemt kan findes åbenlyse udfordringer for en person med hørehandicap i arbejdet som maler, så har medarbejderen og malerfirmaet fundet frem til en metode, så det daglige arbejde glider lettere. Kommunikation via SMS eller billedbeskeder er bare nogle af de værktøjer, som medarbejderen og malerfirmaet benytter sig af, når beskeder skal frem og tilbage.

Alex Andersen Ølund: Transportvirksomheden Alex Andersen Ølund har en medarbejder ansat med diagnosen ADHD. Ansættelsen startede med en samtale over en kop kaffe i kantinen efterfulgt af en gradvis introduktion til virksomheden og arbejdsopgaverne, der til sidst førte til en ansættelse i virksomheden. Hemmeligheden bag det gode forløb er bl.a., at der i hele forløbet var fokus på medarbejderens behov, og at virksomheden udviste stor rummelighed og forståelse for de udfordringer, der kan følge med en ADHD-diagnose.

Dalum Landbrugsskole: I kantinen på Dalum Landbrugsskolen går kantinelederen forrest, når det kommer til at ansætte medarbejdere med handicap. I øjeblikket har kantinen ansat en kvinde med et kognitivt handicap til at hjælpe i køkkenet. Medarbejderen startede i praktik i kantinen, og efter praktikken var slut, blev hun ansat i et fleksjob. På trods af sine udfordringer, blev medarbejderen hurtigt en del af teamet, blandt andet fordi de blandt kantinepersonalet har en god forståelse for medarbejderens forcer og begrænsninger.

Om de nominerede til årets Handicappris siger formand for Odense Handicapråd Birthe Malling:

- Med så stærkt et felt er der ingen tvivl om, at vi har lyst til at give prisen til dem alle sammen. De yder et rigtig flot stykke arbejde med at inkludere mennesker med et handicap på arbejdspladsen. Jeg glæder mig til at hylde dem alle og kåre vinderen ved prisoverrækkelsen på FN's internationale dag for folk med et handicap d. 3. december.

Praktisk information

Prisoverrækkelsen finder sted mandag d. 3. december fra 15.00-16.00 i Seniorhus Odense, Toldbodgade 5, 5000 Odense C.

Borgmester Peter Rahbæk Juel byder velkommen, og rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen Brian Dybro står for overrækkelsen af prisen. Derudover står Brangstrup All Stars for musikken, og sidste års vinder af Handicapprisen Team U-Frivillig vil fortælle om, hvad det har betydet for dem at vinde prisen.

Alle interesserede er velkomne til at deltage ved overrækkelsen.

Kontaktinformation

Brian Dybro, rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, 2462 1118

Peter Rahbæk Juel, borgmester, 3051 3115

Birthe Malling, formand for Odense Handicapråd, 4034 3527