Spring til indhold
Nyhed

Nyt Odense-netværk for store og små ejendomsudviklere

11-10-2018

København og Århus har allerede etableret netværk for ejendomsinvestorer, men i Odense, hvor nye bygninger skyder op som paddehatte, findes intet fællesskab for de investorer, som ønsker at være med i transformationen af Danmarks tredjestørste by. På den baggrund inviterer borgmester, Peter Rahbæk Juel, byens ejendomsudviklere til et nyt forum, der i særlig grad skal give plads til små og mellemstore ejendomsinvestorer.

 
Byggekraner over Odense  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når byggekranerne står højt over Odense by, er det oftest de store ejendomsinvestorer der står bag, men i fremtiden håber Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel at ejendomsudviklingen, også kommer til at inkludere langt flere af de mindre aktører i byen.

- Vi har succes med byens kendte investorer, men vi ved, at der findes en stor underskov af små og mellemstore ejendomsejere, der kunne have gavn af at komme med i et netværk. For på den måde at lade sig inspirere, få en bredere vidensbase, og måske finde en samarbejdspartner, der gør, at de lettere kan løfte større projekter, siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel

Byens transformation kan via et netværk være med til at bryde en langvarig tradition, hvor ejendomsudviklere mest har konkurreret mod hinanden, og samtidig få langt flere aktører på banen.
 
- Mange af de mindre investorer ønsker at være med i byggeboomet, og den lyst skal vi som kommune naturligvis anerkende, og det kan vi blandt andet gøre ved at sætte rammerne op for et branchefællesskab, siger Peter Rahbæk Juel
 
Netop lysten til at være en del af Odense store transformation havde erhvervsrådgiver Mille Lindskrog Knudsen og hendes mand ejendomsudvikler og cykelforhandler Ulrik Clemmensen, der råder over godt 150 ejendomme i byen. Men muligheden for at blande sig med de store ejendomsudviklere, havde de svært ved at få øje på. Derfor henvendte de sig til borgmesteren med deres idé om et fælles netværk.
 
- Lysten til at være med, satte tanken i gang om, at det kunne være en god idé at etablere et netværk for byens ejendomsudviklere, så at lokale og mindre ejendomsudviklere også kunne være med og eventuelt gå sammen og på den måde skabe synergi, også for de lokale håndværkere. Samarbejde kræver tillid til hinanden, og det vil Netværk Odense give muligheden for på længere sigt, siger Mille Lindskog Knudsen
 
Mødet med borgmester Peter Rahbæk Juel er nu resulteret i, at dørene åbnes til et nyt uforpligtende netværk, hvor kommunen vil være den faciliterende, men ikke bærende part. Idéen er, at netværket skal kunne flyve af sig selv, og forhåbentlig skabe nye og bedre byggeprojekter, som igen giver en bedre by for de eksisterende og nye borgere og virksomheder i byen.  
 
Adm. Direktør Mogens Tveskov fra virksomheden TOGT, der råder over 500 ejendomme i Odense, heriblandt det nye TBT Tower, hilsner det nye netværk velkommen og håber, at det kan resultere i fælles fodslag blandt spillerne på ejendomsmarkedet.
 
- Som det er i øjeblikket kæmper vi ejendomsudviklere i hver vores skyttegrav, og holder info tæt ind til kroppen. Det kunne være godt, hvis vi kunne få en fælles holdning til, hvordan vi skal forholde os til parkering, letbane, facader, etc. Et slags fælles regelsæt, siger Mogens Tveskov
 
Netværk Odense - netværk for ejendomsudvikling slår dørene op mandag d. 22. oktober 2018 kl. 17.00 på byens nye Hotel Odeon, der symbolsk ligger i smeltediglen af Odenses ændrede ansigt.

Her vil borgmester Peter Rahbæk Juel byde velkommen, og sammen med erhvervsrådgiver Mille Lindskrog Knudsen og borgmesterforvaltningens Invest in Odense guide deltagerne igennem aftenen, der også byder på rundvisning og oplæg om byens nye hotel.

Tilmelding inden d. 19. oktober på mail: info@investinodense.dk (max. en deltager pr. virksomhed).
 

 
 

Kontaktinformation

Jes Zinck Severinsen
Investment Manager Real Estate

Mobil: 30913651 - Mail: jeszs@odense.dk

Peter Rahbæk Juel

Borgmester

Mobil: 30513115 - Mail: peterrj@odense.dk