Spring til indhold
Nyhed

Nye udeområder blev indviet ved Den Magiske Gryde

28-05-2018
 

Der er plads til alle på det nye udeområde, som blev indviet ved Den Magiske Gryde den 28. maj. Børnehuset i Odense M har fået midler til området fra Odense Kommune og Fionia Fonden, og ambitionen er et tæt samarbejde med lokale foreninger og institutioner.

 
 
 
 

Åbne arealer med plads til leg, motorikbane, bakker, rutsjebane og højtlæsning venter på børn og voksne fra børnehuset Den Magiske Gryde i Odense M fra den 28. maj - men andre lokale foreninger og institutioner skal også have glæde af det nye udeområde.

- Vi vil gerne række ud til andre i lokalområdet, for vi kan bruge hinanden til fælles glæde. Vi samarbejder med Ældre Sagen om højtlæsning for børnene, besøger Havebæk Plejecenter eller bruger fodboldklubben OKS' faciliteter. Nu får vi et nyt attraktivt sted at byde ind med, siger Evald Bundgård Iversen, bestyrelsesformand i det selvejende børnehus Den Magiske Gryde.

Det nye område har et område målrettet ældre børn, hvor der er fokus på at bruge kroppen, mens området til de mindre skal udfordre deres sanser. Odense Kommune har støttet med 400.000 kroner fra Bydelspuljen, mens Fionia Fonden har bidraget med 75.000 kroner. Desuden har forældrenes frivillige indsats i forbindelse med Den Magiske Grydes børneløb også rejst midler til projekt.

- Det er let at blive begejstret for projektet ved Den Magiske Gryde. For det første er der skabt et velfungerende og lokalt pasningstilbud baseret på en stor grad af frivillighed og involvering fra forældrene, for det andet bliver der skabt rum til mødet mellem generationerne, og for det tredje har Bydelspuljen igen været med til at gøre et projekt til virkelighed. Tilmed et projekt, som kommer hele området til gavn, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

Projektet har også fået opmærksomhed fra børne- og socialminister Mai Mercado (K),

som desværre blev forhindret i at deltage i åbningen.

- Den Magiske Grydes nye legeplads er et resultat af et bredt samarbejde mellem bl.a. forældrene, det pædagogiske personale, kommunen og lokalsamfundet, og jeg synes, det er en skøn tanke, at legepladsen ikke kun er forbeholdt børnene, men også inviterer til generationsmøder mellem dem og de ældre. Det, tror jeg, vil give mange gode oplevelser, og jeg glæder mig til at besøge Den Magiske Gryde snarest.

 
 
Kontaktinformation

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf.: 20 91 10 31
Evald Bundgård Iversen, bestyrelsesformand for Den Magiske Gryde, tlf.: 61 66 48 66

 

Vedhæftede filer

Redskaberne tages i brug.JPG
Evald Iversen byder velkommen.JPG
Jane Jegind på pladsen 1.JPG