|
- Hvorfor skal her være så fint?, spørger en bruger af Lerværkstedet, der er trisset ud på gangen i forklæde og strømpefødder for med store øjne at beundre kunstner Nille Bech. Hun sidder på knæ i malerplettede jeans, i gang med at klistre guldglimtende potteskår op på væggen i et sirligt mønster.
- Nu er jeg kommet her i 8 år, og her har været gråt og trist. Det kunne jo være, det var fordi, Dronningen skulle komme eller noget?
Fra tandlæge til kulturhus
Det er det ikke, det med dronningen. Selvom hun er hjerteligt velkommen. Kulturmaskinen er et levende kulturhus med musik, filmfestival og åbne, kreative værksteder. Det har bare ikke været nemt at se på husets indgangsparti, hvis udseende er blevet sammenlignet med tandlægens venteværelse.
Men det er slut nu, hvor Bech og hendes pensler har prydet foyerens 4 x 7 meter store væg med svulstige blomster, smukke kvinder og sort højglans-lak. Og hun stopper ikke dér. I øjeblikket maler hun sig hele vejen gennem opgangen til fjerde etage.
Med base i Ny Vestergade er Bech en slags nabo til Kulturmaskinen, og da hun først var blevet introduceret til problemet: grå og limegrøn foyer oplyst af lysstofrør, kunne hun ikke sove roligt, før hun havde lovet at udsmykke de trængende vægge. »Hvert et penselstrøg var så tilfredsstillende,« storgriner hun.
Kunsten er åndelig føde
I 2017 var Nille Bech nomineret til Årets Fynbo i Fyens Stiftstidende. Hun har tidligere lavet en række omdiskuterede, men uomtvisteligt kønne sommerfugle-malerier ud af fotograferede skamlæber, og hun er mor til otte børn. Otte. Hun går i lyserød kunstpels, men har nok huller i næsen til, at man kan se, hun er hippie i hjertet. Og i næsen.
- Jeg drømmer om, at kunsten prioriteres mere i det offentlige rum, så den bliver tilgængelig, for den beriger vores samfund,« siger hun. »Der er altid nogle, der bliver sure, når der bruges penge på kunst, men vi ville blive åndeligt fattige uden kunst. Så det er fedt at være med til at skabe et rum, hvor der er noget for borgerne at gå i dialog med.
By- og kulturrådmand i Odense, Jane Jegind (V), er også begejstret for resultatet af partnerskabet mellem det kommunale kulturhus og den lokale kunstner:
- Det er dejligt at se, at der bliver samarbejdet med så megen tillid til kunstnerens virke, og at de færdige malerier er så udtryksfulde. Nille Bech har fået frie hænder til at udsmykke et hus, som er vigtigt for rigtig mange odenseanere, og hun har tydeligvis taget vare på den store tillid, der er blevet hende vist.
Væk med støvet og ind med kunstnerne
Bechs arbejde rækker forbi det sidste penselstrøg på toppen af Kulturmaskinen og godt ind i 2018:
- Der er et ønske i huset om, at det skal blive til et sprudlende kulturhus, og vi har planer om at igangsætte et projekt, som inddrager førstesalen til et kreativt, tværæstetisk arbejdsrum for byens kunstneriske sjæle, siger hun og arbejder videre med en halskrave af mosaikker, hun har skabt ved med hammer at knuse aflagt porcelæn.
- Kulturmaskinen har nogle fantastiske lokaler, som lige nu ikke bliver udnyttet bedst muligt, og det bliver en fornøjelse at give dem liv, erklærer hun slutteligt.
På etagen under kan man høre en kvindestemme sige:
- Ja, det er så flot, ikk'? Jeg kan heller ikke lade være med at stå og beundre det.
Torsdag den 1. marts kl.14.30-15.30 er der indvielse med begejstrede taler, bobler, teatersport og DJ.
|
