Spring til indhold
Nyhed

Kulturmaskinen får ny chef

02-07-2018
 

Efter sommerferien er der ny mand i chefstolen på Kulturmaskinen; 53-årige Jakob Kwedéris, som tidligere - blandt virkelig meget andet - har været leder af Huset i København og Kulturhuset Islands Brygge.

 
 
 
 

I dag sidder Kwedéris som Chef i Kultur- og Fritidsforvaltningen i København og kulturenhederne i DIT:KBH, men i sit lange virke har han også nået at være musiker, spillestedsleder for Kulturinstitutionen Forbrændingen og bl.a. være bestyrelsesmedlem i Dansk Live, Spillestedet Stengade, Kulturhuse i Danmark, JazzDanmark og Teater Får 302.

Chef for Fritid og Kultur i By- og Kulturforvaltningen, Martin Petersen, er begejstret for

valget.

- Jakob har utvivlsomt den helt rette bredde og erfaring til at udfylde chefrollen på Kulturmaskinen, og det har været decideret opløftende at se, hvor stærkt et ansøgerfelt, stillingsopslaget har mobiliseret. Det siger meget om, at det er lykkedes Odense at komme på landkortet som kulturby.

Chef i kulturbyen Odense

Selv siger Kwedéris om at flytte sin virkelyst fra hovedstaden og over bæltet:

- Odense er virkelig kulturpolitisk fremme i skoene, og jeg glæder mig til at omsætte den ambitiøse kulturpolitik i praksis.

Han ser frem til at rykke fra forvaltningsarbejdet og tættere på maskinrummet:

- Jeg ser et kæmpe potentiale for Kulturmaskinen og glæder mig til at sætte endnu mere fokus på udvikling af iværksætteri og fællesskaber sammen med husets mange, forskelligartede kræfter og byens kulturelle ildsjæle.

Et ja fra USA

Stillingen blev tilbudt Kwedéris med et helt oceans forsinkelse, for han er nemlig på en tre uger lang ferie med sin hustru og sin voksne datter i USA.

- Jeg bliver nok lidt sjovere at være på ferie med fra nu af, erkender han, for nu skal jeg ikke op midt om natten for at tjekke mail og telefon for en afgørelse!

Jakob Kwedéris starter på Kulturmaskinen den 15. august 2018.

 
 
Kontaktinformation

Martin Petersen, afdelingschef for Fritid & Kultur, tlf.: 30 71 43 07