Odense bliver endnu engang et mekka for esportsfans fra hele verden, når sæsonfinalen i ESL's Pro League CS:GO til december bliver afviklet i byen. Igen i år bliver sæsonfinalen en del af den succesfulde esportsfestival ODINCON, som Odense Sport & Event skal arrangere i 2018 og 2019.
Sidste år trak ODINCON og sæsonfinalen 20.000 gæster til Sparekassen Fyn Arena og Odense Congress Center, og både glæden og ambitionerne hos den odenseanske eventarrangør er store.
-Vi er virkelig glade for at skulle drive og udvikle ODINCON de kommende år. Interessen for esport er eksploderet de seneste år, og sidste år så vi en masse af det potentiale, som en esportsfestival har. Vi er sikre på, at der stadig er masser af udviklingspotentiale for ODINCON, og vores ambition er, at esportsfestivalen bliver endnu bedre og større end sidste år, siger Enrico Augustinus, direktør i Odense Sport & Event.
En event for hele byen
Ligesom sidste år vil ODINCON både bestå af sæsonfinalen i Counter Strike, en LAN-turnering, hvor deltagerne skal kæmpe i de største esportsdicipliner, en EXPO med alt det nyeste indenfor gaminggear samt en esportskonference. Hos Odense Sport & Event forventer man, at ODINCON og sæsonfinalen kan trække 30.000 dagsgæster til Odense i de dage, hvor festivalen varer - blandt andet ved at sprede esportsfestivalen ud over byen.
-Vi arbejder med flere tiltag, som skal gøre ODINCON endnu bedre. Et af tiltagene er, at esportsfestivalen skal være en event for hele byen, og derfor vil aktiviteterne blive spredt mere ud, så esportsfans får endnu flere grunde til at komme til Odense til december, siger Enrico Augustinus.
Sæsonfinalen i ESL's Pro League CS:GO kommer til at bestå af de 16 bedste hold fra hele verden, og der er én million dollars i præmiepuljen. Hos den tyske esportsarrangør ESL Gaming glæder man sig over igen at skulle afholde Counter Strike-finalen i Odense, ligesom man er glade for de store ambitioner hos Odense Sport & Event.
-Vi glæder os til at bringe Pro League-finalerne tilbage til Odense efter sidste års store succes, hvor danskerne viste deres passion for CS:GO. Tusindvis af fans heppede på deres yndlingshold i en udsolgt Sparekassen Fyn Arena, og allerede dengang vidste vi, at vi gerne ville komme tilbage, siger Ulrich Schulze, Senior Vice President fra ESL Gaming.
ESLs trailer for den kommende turnering i Odense kan ses her
Vær opmærksom på, at videoen afspilles på en platform udenfor Odense Kommunes ansvarsområde, som sandsynligvis indhenter data om din adfærd til eget brug.
Unik markedsføringsplatform for byen
På borgmesterkontoret er der begejstring over, at esportsfestivalen vender tilbage til Odense og nu har fået en ny, dedikeret arrangør.
-Vi har i Odense besluttet, at vi vil være store inden for esport. Det vil vi, fordi det er en sport i hastig vækst, og med en målgruppe som er meget interessant for vores teknologiklynger. Så samtidig med, at vi med ODINCON skaber en stor fest, får vi teknologinteresserede esportfans til at mødes med Odenses virksomheder inden for robotteknologi, droner og it med det formål at rekruttere kvalificeret arbejdskraft, siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel.
Gennem kampagnen The Road To Odense vil tusindvis af esportfans op til og under ODINCON få masser af viden om mulighederne på det odenseanske jobmarked.
By- og kulturrådmand Jane Jegind siger:
-Det er en verdensomspændende begivenhed, der sætter Odense på verdenskortet, og det sker inden for en aktivitet, hvor der er godt gang i udviklingen - også her i byen. Foreningsmiljøet har taget esporten til sig, og det bakker vi som by op om. Esport er en social aktivitet, der samtidig skubber til en interesse for ny teknologi, som vi i Odense gerne vil være kendte for. Det er på alle måder et perfekt match.
Billetsalg begynder snart
Hvis man er interesseret i at sikre sig en af de eftertragtede billetter til sæsonfinalerne i ESL's Pro League CS:GO, indledes billetsalget torsdag 7. juni kl. 15.00.
Sidste års deltagere får mulighed for at købe billet til finalerne allerede i morgen den 5. juni ved et presale, der begynder kl. 15, hvor 1000 billetter er til rådighed.
Linket til det billetsalg sendes direkte på mail.
Er man mere interesseret i EXPO'en, LAN-turneringen eller esportskonferencen, er det også muligt, selv om man ikke køber en billet til esportsfinalen.
|