I foråret 2017 blev Ingvar Cronhammers skulptur "Camp Fire" fjernet ved en fejl. Skulpturen stod placeret på Munke Mose Allé i Odense ud for den gamle tekniske skole (Syddansk Erhvervsskole). Syddansk Erhvervsskole erkendte straks ansvaret for at have fjernet skulpturen, og efterfølgende indgik Syddansk Erhvervsskole og Odense Bys Kunstfond, som i 1993 havde skænket "Camp Fire" til skolen, en aftale om, at skulpturen skulle genopføres. Odense Bys Kunstfond har besluttet, at skulpturen skal have en ny placering nær vandet - og valget er derfor faldet på Stige Ø. Efter et godt og konstruktivt samarbejde imellem alle parter er skulpturen nu genskabt. Fredag den 21. september kl. 11 indvies "Camp Fire" således på Stige Ø af Ingvar Cronhammer og Anders W. Berthelsen, formand for Odense Bys Kunstfond. Alle er velkomne. Pressemeddelelsen er udsendt på vegne af Odense Bys Kunstfond og Syddansk Erhvervsskole. |