Fortællinger om Odenses borgmestre foldes ud på rådhuset
En borgmester med et svævende hoved. En borgmester med kun tre måneder på taburetten. Og en konservativ borgmester malet af en kommunistisk kunstner. På Odense Rådhus kan odenseanerne resten af december se malerierne af byens borgmestre og høre de historier, der knytter sig til dem. Åbent hus-arrangementet sker i forlængelse af, at portrættet af tidligere Odense-borgmester Anker Boye afsløres.
I forværelset til byrådssalen på Odense Rådhus hænger portrætter af byens borgmestre gennem tiden. Her Jan Boye (2006-2009) og Verner Dalskov (1973-1993).
I 1949 vedtog et enigt Odense Byråd, at byens borgmester, Ignatius Vilhelm Werner, skulle portrætteres med et maleri. To år senere var maleriet færdigt, og borgmesteren takkede for det, men udstak samtidig en klar besked: Maleriet skulle gemmes væk, så længe han sad i byrådet. Siden kom maleriet dog op, og byrådet vedtog, at alle byens borgmestre skulle portrætteres med et maleri.
Portrætmalerierne har været kutyme lige siden, og de tre borgmestre før Ignatius Vilhelm Werner blev malet på efterbevilling.
De gode fortællinger
Derfor hænger der nu syv portrætter af byens borgmestre på Odense Rådhus, og der knytter sig særlige fortællinger til dem alle. I forbindelse med at det ottende portræt - af Anker Boye - afsløres den 12. december, kan odenseanerne se portrætterne og høre historierne om borgmestrene og maleriernes detaljer.
Fra den 13. til 20. december vil værelset, hvor portrætterne hænger, være åbent for interesserede klokken 10-12 alle hverdage. Her vil de to dygtige historiefortællere, stadsarkivar Jørgen Thomsen og arkivar Johnny Wøllekær, øse af deres viden om borgmestrene og portrætterne klokken 10 og 11. Der er gratis adgang.
Traditionen tro
Anker Boye var borgmester i Odense Kommune i 19 år fra 1994-2005 og fra 2010-2016, og traditionen tro er han nu også portrætteret. Portrættet afsløres onsdag den 12. december klokken 16, hvor Odense Byråd og pressen er inviteret.
Anker Boye med familie, maler Thomas Kluge og Peter Rahbæk Juel, Odenses nuværende borgmester, vil være til stede. Thomas Kluge, der står bag portrættet af Anker Boye, har også portrætteret kongefamilien og Knud Den Hellige, som sidste år blev udstillet på Møntergården i Odense.
FAKTA
- I forværelset til byrådssalen på Odense Rådhus hænger i øjeblikket syv borgmesterportrætter startende med Johan Ludvig Christensen, som var Odenses første folkevalgte borgmester fra 1919.
- Der vil være åbent til forværelset og borgmesterportrætterne den 13.-20. december på hverdage klokken 10-12. Der er fri adgang for offentligheden.
- Man kommer til forværelset ved at benytte rådhusets hovedindgang og videre til 1. sal ad hovedtrappen eller med elevator.
- Den 12. december afsløres portrættet af Anker Boye, som var borgmester 1994-2005 og 2010-2016.
- De seneste tre borgmesterportrætter er malet af kunstnerne Kurt Trampedach (Verner Dalskov, ukendt pris), Ulrik Møller (Jan Boye, 350.000 kr.) og Thomas Kluge (Anker Boye, 250.000 kr.)
KONTAKT
Jørgen Thomsen, stadsarkivar på Odense Stadsarkiv, 6551 1031 / jth@odense.dk
Jon Bøge Gehlert, presserådgiver på Borgmesterkontoret, 2115 2910 / jgeh@odense.dk