Odense er i rivende udvikling, men visse ting ændrer sig aldrig. En af byens store traditioner er fejringen af sankthansaften på Engen. Et arrangement, hvor fællesskab og hygge går op i en højere enhed, når generationerne samles til tonerne af Midsommervisen og - hvis vejret tillader det - et sankthansbål.
Hvert år deltager omkring 15.000 odenseanere i alle aldre, når Odense Kommune fejrer sankthansaften i Fruens Bøge. Det er by- og kulturrådmand Jane Jegind (V), som holder årets båltale - og for hende er det betydningsfuldt, at Odense har en tradition som "Sankthans på Engen":
- Odense er en dejlig by at bo i, og jeg oplever sankthansaften som en vidunderlig aften i fællesskabets tegn. Vi lever i en travl dansk storby, men vi har mange smukke åndehuller - blandt andet Fruens Bøge, som er en smuk ramme om en aften, hvor tempoet kommer helt ned. Her er der plads til hygge og snak om årets første halvdel samt vores drømme og håb for resten af året, siger Jane Jegind.
Der er aktiviteter for børnene allerede fra kl.16.00, og to timer senere kan de fremmødte nyde masser af god musik fra scenen, som blandt andre gæstes af duoen Lasse & Mathilde.
Hvis det varme vejr - og tørken - fortsætter, kan det blive nødvendigt at undvære sankthansbål og snobrødsbål af hensyn til brandfaren. Arrangementet med børneunderholdning, madboder og musik bliver naturligvis gennemført uanset vejret. I øjeblikket undersøger kommunen alternativer til bålet, hvis der ikke kommer tilstrækkeligt med vand fra oven inden da.
Program: "Sankthans på Engen" - Fruens Bøge
Den 23. juni 16.00-22.00
Kl. 16.00-22.00
Boder med mad og drikkevarer er åbne
Mest for børn - kl. 16.00-18.00
Snobrød ved den lille bålplads med Spejdergruppen Sortebrødrene
Kulturmaskinen og Tumleklubben leger og gøgler
Lars U tryller kl. 16.30-17.00 og laver efterfølgende ballondyr
Musikscenen - Kl. 18.00-22.00
18.00 - 19.00 Jonas Hammer og Rigsfællesskabet
19.00 - 20.00 Rub & Stub
20.00 - 20:55 Lasse & Mathilde med band
20.55 - 21.00 Båltale ved by- og kulturrådmand Jane Jegind
21.00 - 21.10 Bålet tændes til Midsommervisen
21.10 - 22:00 Lasse & Mathilde med band
Konferencier er Morten Givskud.
Sponsorer: Albani og Kai Thor Catering
Læs mere på oplev.odense.dk
|