Hvis vi skal skabe arbejdspladser og vækst i Odense, så kræver det, at vi får alle kompetencer i spil. Det kræver med andre ord et mangfoldigt arbejdsmarked.
Det er tanken bag Odense Mangfoldighedscharter - et netværk for byens virksomheder. Charteret har netop rundet 200 medlemmer, og det glæder beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro:
- Jeg er glad for, at der nu er 200 odenseanske virksomheder, som har skrevet under på, at de vil gøre mangfoldighed til en styrke. Både for at skabe vækst og udvikling i deres egen organisation, og så vi får udnyttet forskelligheden og de mange kompetencer, der findes i vores by, siger han.
Medlem nummer 200 af charteret er Brian Matzen, der står bag restaurant Alfred og Kamilla og desuden har gang i en lang række projekter. Blandt andet vil han gerne skabe en køkkenhave på toppen af Vollsmose Torv, som de lokale børn skal være med til at passe, og så vil han etablere en kantineordning for virksomheder, hvor maden bliver lavet af kvinder fra Vollsmose.
For ham er det en selvfølge at tænke mangfoldighed ind i alt, han laver:
- Det ville være frygteligt at forestille sig, at vi alle sammen var ens. Vi skal udnytte den forskellige viden, vi har, til at se udfordringer og problemer forskelligt. Jeg håber, at de andre medlemmer af mangfoldighedscharteret er klar, for de vil blive overfaldet af mig og mine ønsker, tanker og behov, siger Brian Matzen med et grin.
Odenses nydanskere uddanner sig i stigende grad, og virksomhederne har brug for kvalificeret arbejdskraft. Derfor giver det rigtig god mening, at vi sammen er med til at skabe et mangfoldigt arbejdsmarked, hvor der også er plads til dem, siger rådmand Brian Dybro:
- Vi skal værne om mangfoldigheden og dyrke forskelligheden. For det giver bonus - både for den enkelte virksomhed, for vores by og for vores indbyggere.
|