Udstationerede medarbejdere skal hjælpe studerende i job
Mens mange universitetsstuderende lige nu forbereder sig på de sidste eksamener, forbereder Beskæftigelses- og Socialforvaltningen sig på at modtage et stigende antal dimittender. To nye medarbejdere flytter ud på Universitetet for at hjælpe de studerende med at komme ud på arbejdsmarkedet.
Antallet af dimittender fra Syddansk Universitet i Odense steg på ét år med næsten 30 % - fra 4.237 i 2015 til 5.482 i 2016 - og det betød samtidig en stigning i antallet af ledige akademikere. På grund af fremdriftsreformen forventer Beskæftigelses- og Socialforvaltningen og Syddansk Universitet også mange nyuddannede i år, der skal ud og finde arbejde.
- Derfor var vi i Beskæftigelses- og Socialudvalget nødt til at gøre noget ekstraordinært og ekstraordinært hurtigt, så vi allerede kunne hjælpe de dimittender, der kommer ud her til sommer. Vi skal gerne undgå, at for mange ender i ledighedskøen, siger rådmand Steen Møller (K)
To medarbejdere får derfor et skrivebord på Syddansk Universitet som led i projektet Academic Partnership og herfra skal de bekæmpe dimittendledigheden ved at skabe en bedre kobling mellem de studerende og de fynske virksomheder - allerede inden de studerende lukker de sidste bøger.
- Hvis vi får flere dimittender ud på arbejdsmarkedet er det først og fremmest godt for den enkelte borger. Men det er også godt for kommunekassen, at vi får færre på forsørgelsesydelser. Og det er godt for byen, at vi kan fastholde flere nyuddannede kandidater inden for kommunegrænsen. Som det er i dag, har vi relativt få højtuddannede borgere i beskæftigelse sammenlignet med landets øvrige universitetsbyer. Det er også en statistik, jeg gerne ser ændret, siger rådmand Steen Møller (K)
Studiejobs og praktikophold er nogle af de mest effektive redskaber til at give de studerende en tilknytning til erhvervslivet. Det sikrer de nyuddannede en relevant erhvervserfaring, når de søger job, men kan i nogle tilfælde også ende med videre ansættelse efter dimittering. Én af opgaverne for de to udstationerede medarbejder er derfor at skabe kontakt til virksomheder og få dem til at tage flere studerende ind.
Academic Partnership sker i tæt sammenhæng og sammenspil med SDU's egen indsats for at flere dimittender i arbejde på Fyn
- På Syddansk Universitet har vi stor fokus på, at hjælpe vores studerende, når de skal ud på arbejdsmarkedet. Vi hjælper dem blandt andet med CV'er, ansøgninger og den gode jobsamtale, mens kommunens ansatte kan hjælpe med koblingen til virksomhederne. Sammen kan vi forhåbentlig få flere på rette vej og uden om ledighedskøen, siger rektor ved Syddansk Universitet, Henrik Dam
- Vi tror på, at vi med en fremskudt indsats ude på universitetet bedre kan koble og skabe matchet mellem de studerende og virksomhederne, og derfor er vi glade for at kunne udbygge vores gode samarbejde med Syddansk Universitet, siger rådmand Steen Møller (K)
Ét af de første projekter, Academic Partnership kaster sig over, er en mini-jobmesse, der afholdes på SDU den 14. juni.
Rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen: Steen Møller, tlf.: 51 48 19 20