Odense holder fodboldfest for udsatte og hjemløse
Odense lægger torsdag d. 17. august asfalt til De Åbne Fynske mesterskaber i gadefodbold med deltagelse af ca. 175 udsatte og hjemløse gadefodboldspillere, der vil dyste på to mobile gadefodboldbaner opstillet på Fodboldfabrikken på Odense Havn. Fælles for spillerne er, at de ikke passer ind i den traditionelle foreningsidræt, men gerne vil være en del af et idrætsfælleskab og dyrke idræt og spille fodbold med ligesindede. Og her er gadefodbolden ideel, da det bare kræver en bold og nogle spillere at komme i gang.
Det er organisationen OMBOLD, der i samarbejde med Odense Kommunes Beskæftigelses- og Socialforvaltning er vært for mesterskabet. OMBOLD har gennem 13 år fået flere tusinde socialt udsatte mennesker til at være en del af inkluderende idrætsfællesskaber rundt omkring i landet, hvor det frem for alt handler om at være med og ikke så meget om at vinde "Vi ved, at det har kæmpe store sundhedsmæssige effekter for de udsatte og hjemløse, der deltager i vores fodboldaktiviteter", fortæller Kristian Vincents, der er idrætskonsulent i OMBOLD og fortsætter "men det der virkelig rykker for deltagerne i dagligdagen, er det forpligtende fællesskab de bliver en del gennem fodbolden. Et fællesskab hvor der er brug for dig som medspiller, som frivillig og som kammerat."
Rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen Steen Møller fortæller, at Odense er en naturlig vært for arrangementet, da Odense er en by med plads til alle - også socialt udsatte borgere. "Sport skal ikke kun være for ressourcestærke borgere. De udsatte og hjemløse mærker jo også den glæde, der er ved holdsport, når de spiller fodbold. Derfor håber jeg, at alle deltagere får en oplevelse lidt udover det sædvanlige på Fodboldfabrikken."
Med fodbolden følger også en lang række sociale og sundhedsmæssige fordele, som udsatte og hjemløse kan drage store fordele af. "Håbet er, at OMBOLDs arrangement kan bidrage med nye takter i de udsattes liv", siger Steen Møller, og fortsætter: "Jeg håber, at deltagerne får lyst til at fortsætte med at spille fodbold eller dyrke en anden form for idræt."
Der vil blive spillet en showkamp kl. 12.30 mellem de forsvarende Fynske mestre fra værestedet Stenbruddet (Svendborg) og et politikerhold anført af borgmester Peter Rahbæk Juel og rådmand Steen Møller. Dagen afsluttes med pokal- og medaljeoverrækkelse, som vil blive overrakt af de lokale superligahelte Casper Nielsen, Mathias Greve og Jacob Buus fra OB
Praktisk info
Tid og sted: torsdag den 17. august ved Fodboldfabrikken, Østersøgade 8, 5000 Odense fra 11-16
Kontakt: Idrætskonsulent OMBOLD, Kristian Vincents, mail:Kristian@ombold.dk, tlf: 2611 7382
Kontakt: Rådmand Steen Møller, mail: SM@odense.dk, tlf: 5148 1920
Kort om OMBOLD
OMBOLD understøtter gadefodboldfællesskab for socialt udsatte og hjemløse mennesker, der ikke kan rummes i den etablerede foreningsidræt. Årligt bliver over 1000 hjemløse og udsatte engageret i OMBOLDs stævner og mesterskaber, Astfaltligaen samt ved de 10 åbne træninger i større byer i hele Danmark.
Erfaringerne er, at idrætsfællesskaberne og den fysiske aktivitet har stor positiv effekt på de udsatte spilleres sundhedstilstand, misbrug og sociale netværk.