Gratis psykologsamtaler til unge i Odense
Et nyt gratis psykologtilbud skal hjælpe unge i psykisk mistrivsel mellem 13-30 år i Odense. Formålet er, via forebyggende samtaler at gøre de unge i stand til være aktive deltagere i deres eget liv med uddannelse, job og fritid.
Gratis og let tilgængelige psykologsamtaler. Åben fem hverdage om ugen. Det er grundstenene i et helt nyt tilbud til psykisk sårbare unge i Odense Kommune, når tre psykologer fra 7. august sidder klar til at tale med de unge mellem 13 og 30 år.
Netop de 13-30-årige kæmper ofte med psykiske problemer, der er for store til venner, familie og frivilliges hjælp og for små til behandlingspsykiatrien.
- Noget af det vigtigste i det nye tilbud er, at vi nu sætter ind med et forbyggende perspektiv. Vi ved alle, at jo tidligere vi sætter ind med hjælp til de unge i psykisk mistrivsel, desto større er chancerne for, at deres mentale sundhed forbliver god resten af livet. Og jeg er helt sikker på, at tilbuddet bliver en succes, og vi vil kunne forebygge, at unge kommer ind i behandlingspsykiatrien. Det vil være godt både for den enkelte unge og for samfundet, siger formand for Sundhedsudvalget, Brian Dybro (SF).
Enigt Sundhedsudvalg
Det var et enigt Sundhedsudvalg i Odense Kommune, der i maj besluttede at iværksætte det nye behandlingstilbud. Udvalget var især enige om, at der var brug for et forebyggende behandlingstilbud, som kunne være med til at minimere risikoen for, at de unges mistrivsel udvikler sig til decideret sygdom.
- Der sidder i gennemsnit to børn i hver folkeskoleklasse, som mistrives psykisk. Det er et stigende problem, som ikke går væk, men følger børnene ind i ungdommen og voksenlivet, hvis vi ikke træder ind og viser dem en vej tilbage til et godt velvære så tidligt som muligt. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu kan lancere gratis psykologsamtaler til de unge, der har brug for hjælp. De skal have modet på fremtiden tilbage, siger rådmand for børn og unge, Susanne Crawley Larsen, (R).
Sundhedsudvalget har i beslutningsprocessen lagt stor vægt på, at det nye tilbud tænkes sammen med de kommunale og frivillige tilbud, der allerede eksisterer på området.
Fremtiden venter
Det gratis tilbud er tiltænkt de unge, der kæmper med psykisk mistrivsel i hverdagen. Mistrivsel, der gør, at de måske har svært ved at passe deres skolegang eller arbejde. Det kan være blandt andet være uro, tristhed, lavt selvværd, for meget fravær, søvnproblemer eller selvskadende adfærd.
- - Langt de fleste af vores unge mennesker har det heldigvis godt, men vi ved, at unge, der mistrives psykisk, har større fravær og dermed også større risiko for at falde ud af uddannelsessystemet. Det kan vi ikke leve med, og derfor er jeg også rigtig glad for det nye tilbud, som jeg håber, kan være med til at sikre disse unges tilknytning til byens uddannelsessteder og arbejdsmarkedet i fremtiden, siger rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, Steen Møller, (C). Han håber samtidigt, at tilbuddet også kan modvirke det stigende problem med psykisk sårbare unge, der ender i hjemløshed.
Individuelle samtaler
Det nye tilbud giver de unge med ondt i livet mulighed for individuelle samtaler. Og udover at samtalerne er lettilgængelige og gratis for de unge i målgruppen, så kan de unge også henvende sig anonymt, når de kontakter det nye psykologteam på telefonnummer 2979 2242.
At de unge kan henvende sig anonymt betyder, at der ikke vil blive oprettet en sag på dem, fordi de ønsker hjælp til at få det bedre.
Det foregår sådan, at den unge eller den person, der hjælper med at tage den første kontakt, bliver inviteret til en indledende samtale, så psykologen er sikker på, at samtaler er det rette tilbud til dem. Herefter lægger psykologen og den unge en plan for den kommende samtalerække.
Prisen for det gratis psykologtilbud til de unge lyder på 750.000 kr. i 2017. Det beløb stiger til 1.500.000 kr. i 2018. Investeringen omfatter ansættelsen af psykologer, og tilbuddet bygger oven på de eksisterende kommunale og frivillige tilbud.
Læs mere på: www.odense.dk/psykologteamet
Formand for Sundhedsudvalget, Brian Dybro, (SF), Odense Kommune, telefon 2462 1118
Rådmand Susanne Crawley Larsen, (R), Børn- og Ungeforvaltningen, telefon 3060 4419
Rådmand Steen Møller, (C), Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, telefon 51 48 19 20