Spring til indhold
Nyhed

Fynsk samarbejde: Garanti for uddannelse til alle unge

14-09-2017

De fynske unge får i fremtiden endnu bedre muligheder for at komme igennem en ungdomsuddannelse. En række uddannelsesinstitutioner giver med et nyt samarbejde de unge en garanti for, at de kan få en uddannelse, så længe de gør deres bedste og er åbne for nye muligheder.

I samarbejdet, der kaldes Garantiskolen, arbejdes der med tidlig indsats. Erfaringerne viser nemlig, at arbejdet bliver sværere, hvis først den unge er droppet ud af skolen og ligger hjemme på sofaen. Derfor vil frafaldstruede unge opleve, at et farvel til uddannelsen ikke længere er en mulighed. Det centrale omdrejningspunkt for arbejdet er vejlederne på skolerne og i uddannelsesvejledningen i et tæt samspil med bl.a. socialfaglige medarbejdere, mentorer og psykologer på skolerne.

Reformer stiller nye krav til både vejledere og de unge

Uddannelsesreformer stiller krav til de unge om højere faglighed og begrænsede forsøg på uddannelsesstart. Dette betyder, at vejlederne i højere grad skal have øjnene fast rettet på de unge og være klar til at sætte ind med hjælp langt tidligere i forløbet. Hvis en elev har fortrudt sit valg af uddannelse, skal vejlederne stå parat med støtte i valget af en ny uddannelse. Har den unge svært ved det med uddannelse, sætter vejlederne ind med hjælp til at gøre den unge uddannelsesparat. Alt dette vil fremadrettet ske i endnu tættere samspil mellem kommunerne og uddannelsesinstitutionerne med en klar ambition om, at ingen unge skal ende på kanten af uddannelse.

Rådmand Steen Møller, der også er formand for Centerrådet* for Ungdommens Uddannelsesvejledning Odense og Omegn, er glad for, at kommunerne og uddannelsesinstitutionerne i samarbejde kan give de unge en hjælpende hånd til at gennemføre deres uddannelse:

"Heldigvis gennemfører langt de fleste unge i Danmark en ungdomsuddannelse, men hver femte unge menneske har ikke gennemført en ungdomsuddannelse, syv år efter de er gået ud af folkeskolen. Og vi ved, at unge uden uddannelse risikerer et liv på kanten af arbejdsmarkedet med både økonomiske, sociale og sundhedsmæssige udfordringer. Så vi skal arbejde hårdt for, at vi ikke taber nogen på gulvet. Derfor er det dejligt, at vi nu rent faktisk kan give garanti for, at vi hjælper de unge i mål med en ungdomsuddannelse, så længe de også er indstillet på at yde en indsats."

Mandag d. 18. september kl. 13.00 underskrives samarbejdsaftalen af rektorer, direktører og forstandere fra 19 fynske uddannelsesinstitutioner samt udvalgsformænd fra de fem kommuner Assens, Kerteminde, Odense, Nordfyns og Nyborg ved en ceremoni hos Syddansk Erhvervsskole.

På Syddansk Erhvervsskole glæder direktør Lars Bregnehøj sig også over, at et fælles samarbejde på tværs af kommuner og uddannelsesinstitutioner fremadrettet skal hjælpe unge, der er i farezonen for ikke at kunne gennemføre en uddannelse:

"Vi har alle som uddannelsesinstitutioner eksempler på elever, der, imod hvad vi forventer, gennemgår en stor personlig udvikling i løbet af deres ungdomsuddannelse, så de alligevel ender med at blive rigtig dygtige. Det er hverdagens små succeshistorier om, at uddannelse kan udvikle de unges potentiale - og vi ved, at det er rigtigt. Garantiskolen markerer et formaliseret samarbejde med et fælles mål: At fastholde de unge i uddannelse for de elever, der har potentiale til at gennemføre, og vi skal huske på, at en svær start ikke altid giver et dårligt resultat", siger Lars Bregnehøj.

Tid: Mandag d. 18. september kl. 13.00

Sted: Syddansk Erhvervsskole, Campus One, Blangstedgårdsvej 1, 5220 Odense SØ

Kontaktinformation

Assens Kommune: Lars Kristian Petersen, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, tlf. 20 80 23 89

Kerteminde Kommune: Kasper Ejsing Olesen, formand for Børn- og Skoleudvalget, tlf. 24 65 92 49

Nordfyns Kommune: Jens Otto Dalhøj, formand for Børne- og Ungeudvalget, tlf. 40 50 15 82

Nyborg Kommune: Thomas Laursen, formand for Skole- og Dagtilbudsudvalget, tlf. 21 80 71 04

Odense Kommune: Steen Møller, formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget, formand for Centerrådet, 51 48 19 20

Elsesminde Produktionsskole: Vibeke Nørby Mouridsen, forstander, tlf. 61 20 93 21

Syddansk Erhvervsskole: Lars Bregnehøj, direktør, tlf. 30 43 30 07

Tornbjerg Gymnasium: Carsten Claussen, rektor, tlf. 66 15 71 02

HF & VUC Fyn: Stig Holmelund Jarbøl, rektor, tlf. 23 83 94 70

*Centerrådet er Ungdommens Uddannelsesvejledning i Odense og Omegns bestyrelse. Læs mere om UUO på www.uuo.dk