Spring til indhold
Nyhed

Flere grundsalg i Tietgenbyen

15-03-2017

Det er ikke kun Facebook, der er faldet for Tietgenbyen øst for Odense. Erhvervsområdet har en attraktive beliggenhed nær motorvej og byens indfaldsvej, og By- og Kulturforvaltningen har afsluttet fire store grundsalg i de seneste tre måneder.

 

I alt er der solgt 83.375 m2 til en pris på ca. 13 millioner kroner, og forvaltningen modtager fortsat mange forespørgsler på arealerne.

 

- Når virksomheder vælger at investere og bygge i Odense, betyder det, at vi bor i en attraktiv by. Vi har gode erhvervsgrunde, en central beliggenhed og højt uddannet arbejdskraft, og et nyt erhvervsbyggeri er lig med velstand og muligheder. Som forvaltning skal vi derfor have fokus på at yde en god, ordentlig og fodrap service, så vi kan fortsætte med at udvikle Tietgenbyen og resten af Odense, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

 

Et attraktivt erhvervsområde

Køberne er Unicon A/S, Bravida Danmark A/S, GLS Denmark A/S samt transport- og speditionsvirksomheden YOYO Global Freight.

 

- Vi er allerede placeret i Tietgenbyen, hvor vi bor til leje, og det er simpelthen byens bedste område. Det ligger tæt på motorvejen, og det vil udvikle sig yderligere i de kommende år. Med købet får vi mere plads og udvidelsesmuligheder, så vi kan vokse fremover, fortæller direktør Kasper Andersen fra YOYO Global Freight og fortæller, at det har været et godt forløb.

 

- Der har været stor lydhørhed fra forvaltningens side, så det var virkelig positivt. Typisk kan man godt have en fordom om sagsbehandlingen og svartiderne i en kommune, men de er ikke blevet bekræftet. Tværtimod. Det har været et meget effektivt forløb.

 

Hos Bravida Danmark A/S ser regionsdirektør Finn Nielsen frem til at komme i gang med byggeriet i Tietgenbyen:

 

- Vi har brug for nye, moderne og energirigtige faciliteter, som lever op til dagens krav. Nu får vi lyse lokaler og god komfort i hverdagen, hvilket vi naturligvis glæder os til. Efter min mening er Tietgenbyen en helt selvfølgelig placering for Bravida. Det er centralt, tæt på motorvejen, og det er et erhvervsområde, som er i stadig udvikling.

 

Efter de seneste salg er der 75 hektar erhvervsgrunde ledige i Tietgenbyen med mulighed for yderligere 100 hektar i Tietgenbyen Nord, som bliver realiseret på et senere tidspunkt.

 

Interesserede kan henvende sig til By- og Kulturforvaltningen hos fuldmægtig Ole Madsen for at høre nærmere om salg af erhvervsgrunde eller øvrige investeringsmuligheder i Odense.