Facebook etablerer datacenter i Odense
Virksomheden bag verdens største sociale netværk, Facebook, har besluttet at anlægge et ca. 56.500 m2 stort datacenter i Tietgenbyen ved Odense. Det samlede projekt omfatter blandt andet 2 datahaller, som hver bliver mere end 25.000 m2 samt 6.500 m2 administrationsbygning. For Facebook er der derfor tale om en omfattende investering, og forud er gået en grundig afsøgning af en række lokationer både i Danmark og i flere andre lande. Når valget er faldet på Odense, er det ifølge Facebook, fordi Odense har unikke erhvervsvenlige forhold kombineret med en attraktiv adgang til bæredygtige energi.
”At bygge den teknologi, som binder verden og mennesker sammen er en kæmpe udfordring, og for at kunne løse den udfordring fortsætter vi med at udvide vores globale infrastruktur. Vi arbejder på hele tiden at gøre denne infrastruktur så effektiv, fleksibel og bæredygtig som muligt. Vores nye datacenter i Odense vil blive et af de mest avancerede datacentre i verden med alt det nyeste inden for den mest effektive OCP hardware og netværksteknologi – og det vil blive drevet af 100% bæredygtig energi”, siger Niall McEntegart.
Odense er i gang med en stor transformation af byen. Det har ført til, at der fra 2012 til 2022 investeres minimum 40 milliarder kroner i byen. Der bliver blandt andet anlagt en Letbane gennem byen og bygget nye bydele ved havnen, i midten af byen omkring Thomas B. Thriges Gade og ved Syddansk Universitet, hvor der også skal bygges et nyt supersygehus.
Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel er glad over, at Facebook har valgt Odense. Borgmesteren peger på, at det både vil skabe nye jobmuligheder for byens borgere og vækstmuligheder for byens virksomheder. Samtidig vil Peter Rahbæk Juel målrettet arbejde for at understøtte, at Facebook og resten af det lokale erhvervsliv har adgang til kvalificeret arbejdskraft. Borgmesteren peger på en forstærket indsats rettet mod at opkvalificere flere medarbejdere i lokalområdet. Derudover skal der arbejdes på at tiltrække virksomheder og talenter, sikre flere hotel- og konferenceaktiviteter især koblet til Odenses nye kultur- og konferencehus ODEON samt øge opmærksomheden om byens lokale uddannelsesinstitutioner. Men det kommer ifølge borgmesteren til at kræve hårdt arbejde fra alle aktører i byen.
”Vi er godt i gang med at gøre Odense til en moderne produktionsby med blandt andet vores robotklynge. Nu har et af verdens mest kendte teknologi-brands valgt at slå sig ned i Odense. Det ser jeg som en blåstempling af Fyn og Odenses ambition om at være omdrejningspunkt for jobskabelse og et moderne erhvervsliv, hvor der er mange typer job til både akademikere, faglærte og folk med kortere uddannelser. Vi har grund til at være stolte, men vi må ikke læne os tilbage. Vi skal videre med vores ambitioner, og vi skal arbejde hårdt. Derfor vil jeg også tage initiativ til starte en dialog med alle relevante lokale partnere så vi kan afdækket, hvad vi i fællesskab kan gøre for at løfte opgaven. Det styrker os som by, og det giver os i sidste ende mulighed for også at investere mere i den nære velfærd”, siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel.
For by- og kulturrådmand Jane Jegind er dagen i dag noget ganske særligt, da hun har været en aktiv del af processen fra den spæde start.
”Vi ser i dag resultatet af en flerårig indsats, hvor Odense Kommune har kørt et tæt og konstruktivt udviklingsprojekt med Facebook. For mig er Facebooks valg af Odense et bevis på, at vi evner at levere høj kvalitet, som giver virksomhederne et solidt grundlag for vækst og udvikling. Det er afgørende vigtigt, da det giver flere arbejdspladser i byen og hermed et indtægtsgrundlag, som vi kan bruge på børn, unge og ældre”, siger Odense by- og kulturrådmand, Jane Jegind.
Kontakt:
For kommentarer fra Facebook, Kommunikationschef, Norden, Peter Münster, +46 72-546 12 24
For kommentarer fra Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel: +45 3051 3115
For kommentarer fra By- og Kulturrådmand, Jane Jegind: +45 2091 1031