Elever får en mere varieret skoledag med Leg på streg
Eleverne i folkeskolen skal bevæge sig i gennemsnitligt 45 minutter i løbet af skoledagen. Bevægelse skal blandt andet bidrage til at skabe variation i løbet af en længere skoledag. Odense Kommune har derfor indgået et samarbejde med Kræftens Bekæmpelse om konceptet Leg på streg, som kobler læring med bevægelse i sjove udendørsaktiviteter.
Når skolerne i Odense starter efter sommerferien, kan eleverne på mange af byens skoler hoppe sig igennem regnestykker og hente bogstaver, mens de hinker. Med Leg på streg kan børnene for eksempel træne den lille tabel i "Tabelsalat", øve staveord i "Diktator" og lære tyske verber i "Zahlen und farben", mens de bevæger sig og har det sjovt.
Flere skolebørn fra 0. til 6. klasse i Odense Kommune kan nu se frem til en hverdag med leg og bevægelse som en del af undervisningen. Kommunen tilbyder som en af landets første Leg på streg til alle kommunens skoler.
- Leg på streg er en god måde at gøre undervisningen sjov og fysisk. Det er vigtigt, at vores børn og unge synes, at det er sjovt at gå i skole, og på den her måde får eleverne en mere varieret skoledag. Derfor gør det mig glad, at vi nu kan tilbyde Leg på streg til vores folkeskoler, siger rådmand Susanne Crawley Larsen (R) fra Odense Kommune.
Gennem sjove aktiviteter kobler Leg på streg læring og bevægelse på farverige tal- og bogstavsbaner, som males i skolegården ved hjælp af plasticskabeloner og spraymaling. Sommerferien har stået på optegning, og nu er stregerne klar til leg, når eleverne mandag d. 14. august vender tilbage på skolerne.
- Det er sammenhængen mellem bevægelse og sundhed, der er grunden til, at Kræftens Bekæmpelse har udviklet Leg på streg. Fysisk aktivitet kan nemlig være med til at forebygge livsstilssygdomme som for eksempel kræft. Kræftens Bekæmpelses arbejde tager afsæt i forskningen, som viser, at en tidlig indsats i børns liv øger chancerne for gode og sunde vaner senere livet, siger projektleder fra Kræftens Bekæmpelse Ann-Sofie Borgen Andersen.
God inspiration for lærerne
En af de skoler, der har streget skolegården op, er Højmeskolen, hvor man har brugt Leg på Streg i flere år.
- Leg på streg er et virkeligt godt koncept. Det glæder mig, at der også er andre skoler, som benytter sig af den her mulighed for at blande leg og læring. Vi har i hvert fald fået meget ud af det på vores skole," siger Maria Panduro, der er pædagog på Højmeskolen.
Leg på streg er tiltænkt undervisere, som søger inspiration til bevægelsesaktiviteter, der understøtter de faglige mål i undervisningen. Det er et supplement til den stillesiddende undervisning og giver mulighed for andre læringsformer og en mere varieret skoledag.
Leg på streg blev udviklet i 2013 til dansk og matematik i indskolingen, 0. til 3. klasse. Konceptet blev en stor succes landet over og er nu blevet videreudviklet til flere fag i indskolingen samt til dansk, matematik, engelsk, natur/teknologi og tysk på mellemtrinnet, 4. til 6. klasse. Leg på streg er udviklet af Kræftens Bekæmpelse og støttet af Nordea-fonden.
Rådmand Susanne Crawley Larsen, R, Børn- og Ungeforvaltningen, Odense Kommune, telefon 3060 4419
Konsulent Camilla Jarl, Børn- og Ungeforvaltningen, Odense Kommune, telefon 4028 0156
Projektleder Ann-Sofie Borgen Andersen, Kræftens Bekæmpelse, telefon 3525 7651
Pædagog Maria Panduro, Højmeskolen i Odense, telefon 40327931