Den Grønne Boks fejrer 5000 besøgende
Onsdag den 4. oktober går gæst nummer 5000 ind af dørene hos Den Grønne Boks. I snart to år har Den Grønne Boks igennem viden og leg åbnet unges øjne for erhvervsuddannelserne i Odense.
178 folkeskoleklasser har hidtil besøgt Den Grønne Boks, men også efterskoler, produktionsskoler, VUC og unge fra jobcentre er blandt de snart 5000 besøgende. Indenfor dørene inviteres de til en interaktiv oplevelse, der skal give viden om de mere end 100 muligheder inden for erhvervsuddannelserne.
- Da Den Grønne Boks åbnede for snart to år siden, havde vi et klart mål om, at boksen skulle hjælpe til, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Derfor glæder det mig, at vi i dag kan se, at boksen har været med til at åbne øjnene for mange af de unge mennesker. Nu har vi haft 5000 på besøg, og Den Grønne Boks er klar til at tage imod endnu flere, siger Rådmand i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen Steen Møller
I Den Grønne Boks får de unge viden om mulighederne for at tage en erhvervsuddannelse, de kan tale med uddannelsesvejledere, og de kan få et blik ind i deres fremtidsmuligheder, hvis de vælger en erhvervsuddannelse.
37% af samtlige unge besøgende i Den Grønne Boks har ændret holdning undervejs og er blevet mere interesserede i at tage en erhvervsuddannelse efter besøget.
Driftskoordinator i Den Grønne Boks Jørgen B. Jensen har et godt bud på, hvorfor Den Grønne Boks flytter de unge:
- Hos os kobler vi det digitale og det analoge - viden og leg. Når de unge kommer på besøg, skal de via en app løse missioner om de mange erhvervsuddannelser. Det bliver til en interaktiv leg, der på samme tid giver viden. Og har de unge brug for mere viden, eller har de spørgsmål, står vi og uddannelsesvejledere klar til at hjælpe.
Steen Møller understreger vigtigheden i projekter som Den Grønne Boks:
- Den Grønne Boks er til for de unge, der skal vælge en uddannelsesretning. Det er et vigtigt valg, og vi skal give de unge de bedste muligheder for at træffe et kvalificeret valg. Derfor har vi Den Grønne Boks og derfor holder vi i Odense Kommune eksempelvis også Åben Virksomhed den 25. november, hvor elever fra Assens, Kerteminde, Nyborg, Nordfyns og Odense Kommune kan besøge virksomheder på Fyn for at få et indblik i de fynske virksomheder og jobmuligheder i fremtiden.
Steen Møller vil være tilstede, når gæst nummer 5000 fejres onsdag den 4. oktober kl. 13.15
Læs mere om Den Grønne Boks
Læs mere om Åben Virksomhed
Steen Møller 51 48 19 20
Jørgen B. Jessen 24 88 56 66